Lyt til artiklen:

Vegetarisk Forening: Foregangsland for plantebaserede fødevarer

00:00
Hastighed: ???x
03:22

Der er ifølge Dansk Vegetarisk Forening flere banebrydende elementer i den netop vedtagne landbrugsaftale, som ifølge foreningens vurdering gør Danmark til et af de lande i verden, der satser mest på det plantebaserede. Vegetarisk Forening ser særdeles positivt på aftalen.

I alt 580 millioner kroner fra EU's landbrugsstøtte afsættes ifølge den nye aftale til et nyt tiltag, hvor landmænd, der dyrker planter til menneskeføde frem for foder til dyr, får et ekstra beløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Vegetarisk Forening mener, at aftalen på nogle punkter er uden fortilfælde.

- Politikerne har med aftalen vist, at der er bred opbakning i Folketinget til at omlægge dansk landbrug i retning af en mere plantebaseret produktion til gavn for klima og miljø, lyder det fra foreningen.

- Set i en international sammenhæng er det banebrydende, at det er blevet besluttet, at vi skal have en national handlingsplan for plantebaserede fødevarer med konkrete målsætninger, samt at vi som land investerer et milliardbeløb på området. Det er et af de største beløb, som et land har investeret i plantebaseret udvikling, siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

I landbrugsaftalen kan man bl.a. læse, at aftalepartierne er enige om, at omlægning til mere planteproduktion er et centralt element i den grønne omstilling. Plantebaserede fødevarer og proteiner er et fremtidigt vækstområde, hvor nye indtjenings- og jobmuligheder kan etableres, og hvor hensyn til vækst, miljø og klima går hånd i hånd, lyder det i aftalen.

Rune-Christoffer Dragsdahl vurderer, at Danmarks vilje til at investere i området vil tiltrække positiv opmærksomhed fra udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil give genlyd internationalt, og vi er allerede i kontakt med internationale aktører, som er glade for, at Danmark vil være foregangsland. De vurderer, at det vil inspirere andre lande til at gå samme vej, siger han.

Han peger på, at markedet for plantebaserede fødevarer forventes at nå 1.000 milliarder kroner i 2030, viser prognoser fra Bloomberg - og 8.000 milliarder kroner i 2050 ifølge Credit Suisse.

- Hvis Danmark kan få blot 2 procent af det globale marked i 2030, vil det svare til 20 milliarder kroner. Beregninger fra Københavns Universitet har anslået, at det vil svare til mellem 20.000 og 40.000 arbejdspladser.

De plantebaserede elementer i landbrugsaftalen er blandt andet følgende:

• Der skal udarbejdes en handlingsplan for plantebaserede fødevarer og grønne proteiner, der indeholder målsætninger på en række nøgleområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

• Etablering af "Fonden for Plantebaserede Fødevarer" der bl.a. skal undersøge udvikling, dyrkning, eksportfremme og vidensformidling. Der afsættes 75 mio. kr. årligt fra 2022-2030, altså i alt 675 mio. kroner.

• I alt 580 mio. kroner fra EU's landbrugsstøtte afsættes, fordelt over 5 år, til et nyt tiltag, hvor landmænd, der dyrker planter til menneskeføde frem for foder til dyr, får et ekstra beløb.

• Det skal fremover være muligt at søge investeringsstøtte til maskiner til f.eks. forarbejdning af planteproteiner (under et eksisterende program for miljøteknologi, finansieret af EU-midler).