Stor tak til Frans W. Langkilde og Maskinbladet for i bladet 10/3-2020 at gøre opmærksom på, at landbrugets grønne marker fjerner en masse CO2, hvad der gør landbruget til en stor del af løsningen og ikke problemet. Læs artiklen her.

Regnestykket kan jeg tilslutte mig, men for fuldstændighedens skyld, bør der nok rettes lidt mere attention på jorden og dennes humusindhold ( C indhold), og halmens optimale anvendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På de fleste normale jorde, er markens nettoproduktion et rimeligt dækkende udtryk for CO2 fjernelsen. Men i Nordeuropa er vi jo så heldige at have et muldlag, altså et lag af tungt nedbrydelige organiske stoffer, der tjerner til at give jorden struktur og binde næringsstoffer. I forbindelse med dyrkningen sker der imidlertid både en formindskelse p.g.a. mikrobiologiske processer og en tilvækst på grund af tilført nyt biomateriale, f. eks. fra rødder, og staldgødning.

Skal markens netto produktion helt modsvare den opnåede CO2 fjernelse, skal der også ses på denne balance i jorden.

På de fleste jorde, er det ca. muligt at opretholde muldlaget hvis halmen tilbageføres, direkte, i form af dybstrøelse eller efter behandling i et biogasanlæg. Hvorimod det kniber, hvis halmen forbrændes.

I modsætning til de almindelige jorde, er der på lavbundsjordene risiko for tab af betydelige mængder kulstof, når jorden pløjes, og dermed luftes. Men da dyrkningen som bekendt også giver et stort CO2 +, må kunsten på disse jorde være, at dyrke afgrøder der ikke kræver pløjning ( f. eks. græsser). Inden vi får lagt for meget lavbundsjord brak, så det ikke bidrager til CO2 fjernelsen, vil det derfor være interessant med et studie af CO2 balancen på disse jorde med forskellige drift former.

Får du tid, vil en analyse af en bedrift med dyr også være interessant, gerne med og uden biogasanlæg. Sættes den store osteklokke f. eks. over en bedrift med grise og biogasanlæg, vil der så ikke komme korn ud fra osteklokken men grise og biogas, der jo også har bundet CO2, så netto fjernelsen af CO2 her bliver antagelig næsten lige så stor som hos dig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du regner på en bedrift med køer, og biogasanlæg, vil der være et bidrag fra køernes bøvser, til gengæld kan du regne et større hektarudbytte fra foderafgrøderne til køerne. Det vil være spændende om disse effekter går lige op.