Landbruget i Danmark binder meget CO2. Frans W. Langkilde, der er landmand og har en ph.d. i kemi, har sat regnestykket op og kommer her med sine beregninger.

I den danske klimadebat bliver der talt om, at udledningen af drivhusgasser primært skal mindskes for de tre B'er: Boliger, Biler og Bønder. Men det er ikke nødvendigvis en god ide at mindske udledningen fra bønderne. Nettobindingen i landbruget er i dag cirka 40 milloner ton CO2, og det er i nærheden af hele Danmarks udledning af CO2. Hvad nu, hvis man mindsker udledningen fra landbruget til 10 millioner tons, og bindingen samtidig falder til 45 millioner tons? Så bliver nettobindingen til 35 millioner ton CO2 og giver dermed et dårligere resultat.

Jeg følger debatten og undrer mig over, at den binding af CO2, som landbruget står for, er fraværende i debatten, selv om den er meget vigtig og lige så stor som hele Danmarks udledning af CO2. Jeg tror, det er bedre at satse mere på at binde CO2, og satse mindre på at mindske udledningen. Landbruget er ikke en del af problemet, landbruget er en del af løsningen. Men selvfølgelig er det alt andet lige godt, hvis man også kan mindske udledningen fra landbruget.

I august 2019 hørte jeg et indlæg om binding af kulstof i jorden. Det fik mig til at tænke på, at vores business-koncept generelt er fotosyntese og at binde CO2. Vi laver ikke andet i landbruget. Jeg gik hjem og regnede og kom frem til det, som jeg beskriver nedenfor. Jeg vil nu gå igennem, hvordan det ser ud for vores egen gård, og hvad det svarer til, hvis man ekstrapolerer til hele dansk landbrug.

Katrinedals binding af CO2

Vores gård, Katrinedal, er et traditionelt planteavlslandbrug. Jorden er af god bonitet og arrondering, og blandt andet derfor er vores landbrug meget gunstigt med hensyn til klimaeffekter. Der avles per hektar og år:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Cirka 10 ton hvede og fem ton halm. Desuden cirka fem ton rod med videre, som bliver i jorden. Det bliver til cirka 20 ton i alt.

- Eller cirka 15 ton sukker, plus nogle ton grøn top og hvidt sukkerroeaffald, og mit overslag vil være, at det er cirka 20 tons i alt.

- Eller byg og raps, som jeg ikke har regnet på, ligesom jeg ikke har beregninger for græs.

Jeg regner nu på hvede, som er den vigtigste afgrøde. Kernen og halmen består mest af stivelse og cellulose. Kernen indeholder op til 12 procent protein og har en vandprocent på cirka 14. På vandfri basis har vi derfor pr. hektar 20 ton materiale, hvor vandindholdet skal trækkes fra. Det giver i alt 17,2 ton tørstof pr. hektar.

Cellulose, stivelse og sukker er alle kulhydrater eller polysaccharider og har derfor omtrent samme bruttoformel, C6H10O5.

Kulstof, C, har atomvægt 12. Brint, H, har atomvægt 1. Ilt, O, har atomvægt 16 (gram per mol).

Kulstofprocenten (i vægt) i hveden er derfor ud fra bruttoformlen: 6x12/(6x12+10x1+5x16). Med udregningen giver det tallet 0,444, altså 44,4 procent kulstof.

Pr. hektar hvede binder vi derfor 20 ton x 0,86 x 0,444. Altså cirka 7,64 ton kulstof.

Hvad svarer det til i bundet CO2?

Et kulstofatom bundet i afgrøden modsvarer et molekyle CO2 i atmosfæren. Et CO2 molekyle vejer, baseret på atomvægt: 1x12 + 2x16, og giver totalt 44.

Kerne, halm og rod binder pr. hektar cirka 7,64 ton kulstof. Det svarer til: 7,64 ton x 44/12. I alt 28 ton CO2.

Baseret på mængderne 10 ton kerne, fem ton halm og fem ton rod, giver det følgende fordeling pr. hektar og år:

- Kernen binder 14 ton CO2.

- Halmen binder 7 ton CO2.

- Roden binder 7 ton CO2.

I alt 28 ton CO2.

Dansk landbrugs binding af CO2

På vores gård bliver der på 100 hektar bundet 2800 ton CO2. Danmarks landbrugsareal er cirka 25 000 kvadratkilometer eller cirka 2,5 millioner hektar. På 2,5 millioner hektar giver det 28 x 2,5 millioner. Altså 70 millioner ton bundet CO2.

Dette tal er teoretisk og er nok en øvre grænse. Dels kan proteinindholdet i kernen (op til 12 procent) mindske tallet, og det har jeg ikke regnet på, og dels er der andre faktorer i halmen og andre ting i roden, som kan mindske tallet. Men det ændrer ikke på det overordnede billede. Med 10 procent reduktion er vi nede på 63 millioner ton bundet CO2. Nogle landbrugsjorder er mindre højtydende, og der er arealer med græs og kvæg, så vi lander måske på 55 millioner ton bundet CO2.

Udledningen af CO2 fra hele Danmark

Er det et stort tal? Ja, kæmpestort, på størrelse med hele Danmarks udledning af CO2. Danmarks udledning af CO2 ses beskrevet som godt 50 millioner ton, eller cirka 10 ton per indbygger. Jeg tror, det tal er lavt sat. Det tager for eksempel ikke højde for Danmarks import af varer fra Kina, men heller ikke for eksporten eller danske skibe på verdenshavene.

Dansk landbrugs udledning ses beskrevet som 20 procent af dette tal, som bliver 10 millioner ton CO2. Måske er tallet højere, for eksempel er udledningen fra dyrkning af lavbundsjorder for nylig blevet opjusteret, så det udgør omkring 100 000 hektar, der skal ganges med 40 ton. Det giver fire millioner ton CO2. Lad os sige, at landbrugets samlede udledning er 15 millioner ton CO2.

Katrinedals udledning af CO2

Hvis udledningen af CO2 på vores gård er som gennemsnittet, er det for 100 hektar 15 millioner x 100/2.5 millioner = 600 ton CO2. Dette tal er alt for højt sat. Gården er på grund af jordarten, god arrondering og fravær af bakker effektivt drevet, den er ikke økologisk, og her en ingen dyr, især ingen drøvtyggende køer og får. Lad os sige at vi ligger på 400 ton CO2.

Nettoudledning af CO2 på Katrinedal og i dansk landbrug

Hermed er vi fremme ved, at vores gård på 100 hektar binder cirka 2800 ton CO2 og udleder cirka 400 ton CO2 per år. Dansk landbrug binder som beskrevet ovenfor cirka 55 millioner ton CO2 og udleder cirka 15 millioner ton CO2 per år.

Hvad bruges afgrøden til?

Et ualmindelig godt spørgsmål er, hvad der bliver af vores afgrøder efter høsten. Rodsystemet bliver i jorden, til dels som bundet kulstof. Af halmen pløjer vi cirka halvdelen ned, til dels som bundet kulstof, mens den anden halvdel leveres til Stege fjernvarmeværk, hvor den erstatter fossilt brændstof, såkaldt grøn biomasse.

Kernen er lidt mere tricky. Den anvendes jo som nødvendige fødevarer. Men strengt taget, hvis vi bare fokuserede på klimaet, kunne vi jo omdanne den til bioethanol eller brænde den af og erstatte fossilt brændstof. Så ville alle vores 20 ton afgrøder per hektar gå til at binde og mindske CO2. Men så manglede der nogle fødevarer et andet sted. Hvis vi leverer kernen til fødevarer, og halmen pløjes ned eller leveres til varmeværket, så ville vi per hektar producere 10 ton kerne (svarende til 14 ton CO2), mens halmen og roden ville binde eller erstatte omkring 14 ton CO2.

Binding af CO2 i muldjorden

Hvis man vil opretholde forsyningen med fødevarer, kan man ændre planteavlen i retning af forøget binding af kulstof i muldjorden. Det bliver der arbejdet med, blandt andet på DTU. En forøgelse af muldlaget på store dele af jordkloden ville betyde binding af enorme mængder af CO2. I Sverige er der en heftig debat om skovens rolle for drivhuseffekten. Nogle mener, at skoven skal udnyttes, fældes og bruges til bygningstømmer, papir og brændsel. Andre mener, at skoven skal bruges som kolsänka - træerne skal blive stående og lagre kulstof. Også blandt forskere er der uenighed. Men som overalt er der mange, som har svært ved at skelne mellem klima og miljø. Gamle træer som bliver stående og rådner, er gode for miljøet, men har en lille nettoeffekt på klimaet, ligesom regnskoven i øvrigt - verdens lunger.

Men det er nok klart, at grene og udtyndingstræer kan flises og bruges som biobrændsel - grøn biomasse, ligesom halm. Skovrejsning er bare ikke så let. Dele af jordkloden er uegnede til skov. Et eksempel er Norwegians program for skovrejsning som kompensation for flyrejser, hvor det viste sig at totredjedele af denne skov var gået til. Man skal også tænke på, at en kedelig nåletræsplantage er omtrent dobbelt så effektiv til kulstofbinding som en smuk løvskov.

Hvor effektiv er skov til at binde kulstof?

Jeg har fundet et tal for skovens binding af CO2 i en artikel i Berlingske 26. februar 2020. En skov vil over en periode på 50-100 år gennemsnitligt binde 10-20 ton CO2 pr. hektar og år. Hvad dette gennemsnit dækker over, ved jeg ikke. Måske 10 ton gælder for løvskov, og 20 ton gælder for nåleskov.

Udtagelse af lavbundsjorde

Betragtningerne her ændrer ikke på, at det kan være en god idé at udtage lavbundsjorder og plante dem til med skov, hvis det ellers kan lade sig gøre. Men for højbundsjorder skal man altså sammenligne binding af 10-20 ton CO2 på en hektar skov med binding af omkring 28 ton CO2 på en hektar hvedemark. Hvorfor gå over åen efter vand, når vi har super-effektiv binding af CO2 i vore hvedemarker?

(Kilder: Artikler i svenske og danske landbrugstidsskrifter og i Berlingske Tidende.)

(Artiklen er først publiceret 9. marts 2020 og opdateret med nogle rettelser 10. marts 2020. Tak til Allan Holm Nielsen for at påpege en vigtig fejl i den første udgave af artiklen.)