Danmark overfører syv procent af den direkte landbrugsstøtte i 2020 til grønne tiltag i landdistriktsprogrammet fra 2021. Det giver cirka 460 millioner kroner ekstra i såkaldte fleksmidler til nye indsatser fra 2021.

Reformen af EU's fælles landbrugspolitik (CAP) skulle være trådt i kraft fra 2021, men er forsinket til 2022. Derfor kan de eksisterende landdistriktsprogrammer (2014-2020) forlænges til og med 2021. Ligeledes er det muligt at reducere den direkte landbrugsstøtte i 2020 og anvende midlerne i landdistriktsprogrammet fra 2021.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikre et mere grønt landbrug

Samtidig gør forlængelsen af landdistriktsprogrammet det muligt at bruge penge fra perioden 2014-2020, som endnu ikke er blevet brugt. De ubrugte penge svarer til en ekstra overførsel på cirka 350 millioner kroner eller 5,5 procent fleksmidler til nye indsatser fra 2021. Pengene fra 2021 kommer oven i de 345 millioner i 2020, som blev aftalt med finansloven for næste år. Dermed har regeringen nu prioriteret over en milliard kroner til grønne indsatser i landdistriktsprogrammet.

- De mange midler gør det muligt at sikre et mere grønt landbrug. Vi får blandt andet mindre kvælstof i vores vandmiljø, mere skov og mere økologi, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Ministeren forventer, at det vil være muligt at imødekomme alle forventede ansøgere til Økologisk arealtilskud i 2021, så flere landmænd kan lægge om til økologi. Det forventes også, at der kan åbnes en ny ansøgningsrunde for Økologisk investeringsstøtte for første gang siden 2016. Der vil også komme flere midler til miljøteknologi, privat skovrejsning og minivådområder fra 2021.

Det endelige landdistriktsprogram fra 2021 vil blive fastlagt i 2020 og skal godkendes af Kommissionen. Midler i landdistriktsprogrammet skal være udbetalt senest i 2024, ellers vil de ikke længere kunne bruges til at gøre en forskel i Danmark. Derfor er beslutningen om syv procent også en balance i forhold til at sikre, at midlerne kan bruges.

- Når vi har valgt at lægge os på syv procent, skyldes det også, at vi skal have anvendt de mange ubrugte penge. Hvis de penge ikke havde været der, skulle vi have overført 12,5 procent for at muliggøre det landdistriktsprogram, som vi nu lægger op til. Dermed får vi sat et godt udgangspunkt for at understøtte den grønne omstilling. Og det selvom 2021 faktisk er et overgangsår frem til reformen af landbrugspolitikken fra 2022, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fair for landbruget

Valget af syv procent betyder samtidigt, at landbrugserhvervet vil opleve en uændret overførsel fra den direkte landbrugsstøtte på syv procent for 2020:

- Når vi lander på de syv procent skyldes det blandt andet også, at jeg mener, vi skal være fair over for landbrugserhvervet, som jeg oplever som omstillingsparate. Derfor skal nye krav til landbruget, der rokker ved den enkelte landmands økonomi, så vidt muligt varsles i ordentlig tid. Havde vi fastsat en markant højere fleksprocent, ville landbruget have haft meget svært ved at nå at forberede sig. Det synes jeg, ville have været urimeligt, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Der skal næste år også ses på en ny samlet plan for EU's fælles landbrugspolitik, som ventes at gælde for perioden 2022-2027 efter overgangsåret i 2021.

- Vi får som noget nyt mulighed for at bruge landbrugsstøtten også til 1-årige grønne indsatser, men også mulighed for at overføre midler fra den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsordninger, som det kendes i dag. Jeg glæder mig til næste år at drøfte, hvordan rammerne i den nye landbrugspolitik skal udnyttes i Danmark, siger fødevareminister Mogens Jensen.