Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stor efterspørgsel på danske fødevarer: Eksport for 197 milliarder kroner
Dansk fødevareproduktion står fortsat stærkt med stabil fremgang på det globale marked på trods af usikkerheder i verden. Den nyeste opgørelse viser, at Danmark eksporterede fødevarer og udstyr for 197 milliarder kroner i 2022.
Den seneste opgørelse over fødevareklyngens eksport understreger ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) vigtigheden af, at vi også har et stærkt dansk landbrug og fødevareproduktion i fremtiden.
- Fra dansk side kan vi være stolte af, at vi har en fødevareklynge, som står stærkt i verden. Vi eksporterer stabilt til udlandet på trods af fortsatte usikkerheder i verden, hvad angår både krig, forsyning og klima. Og når jeg rejser ud i verden, er det er min klare opfattelse, at udlandet ser i vores retning, når det kommer til innovativ fødevareproduktion og bæredygtighed, siger Jacob Jensen i en pressemeddelelse.
Han mener, at salgstallene for fødevareklyngens samlede eksport sidste år er et tydeligt billede på, hvor stærkt den danske fødevare- og landbrugssektor står i den globale konkurrence.
- Det skal vi blive ved med og fortsætte den gode udvikling, også når vi i den kommende tid skal se på en klimaafgift, siger ministeren.
Sideløbende med den stabile fremgang i eksporten på tværs af flere fødevaregrupper, arbejder fødevareklyngen med investeringer i den grønne omstilling og på at indtage nye styrkepositioner ved at udvikle innovative produkter og løsninger som eksempelvis plantebaserede fødevarer.
Det er især salg af mejerivarer, der er steget meget det seneste år. Med en stigning på 4,7 milliarder kroner står den kategori for en stigning svarende til 24 procent, og er dermed den varegruppe, der er steget mest.