Masseproduktion er ikke et ord, de bruger i virksomheden Skodborg Dæk Service, Industriparken i Skodborg i Sydjylland. Dækvirksomheden koncentrerer sig i stedet om at udvikle og fremstille specialfælge og dækløsninger til primært landbrugssektoren og industrien.
- Vi er en lille innovativ specialbutik. Landbrugsdæk og fælge er vores speciale. Vi ved rigtig meget - nærmest alt om dette fagområde og kan det hele på vores felt. Vi gør måske ikke så meget væsen af os, men vi er stolte af det, vi kan på vores felt. Det er vigtig for os at holde ord og være troværdige, siger Felix Ratgen, indehaver af Skodborg Dæk Service A/S, der siden 2004/2005 har siddet for bordenden af bestyrelsesbordet. Felix Ratgen er anden generation i Skodborg-virksomheden, der blev etableret af forældrene Peder og Sonja Ratgen i 1972. Felix Ratgen kom i mesterlære hos sine forældre som ung, og har ikke forladt branchen siden.
Felix Ratgen er stolt af sine historie og fremhæver, at virksomheden ikke er en del af en større kæde, men en selvstændig og uafhængig virksomhed, der koncentrerer sig om sine spidskompetencer inden for fælge og dæk.
Skodborg Dæk Service sælger både dæk og fælge til slutbrugeren og til maskinforhandlere.
Patenter
Et besøg rundt i produktionen vidner om høj aktivitet og skaberkraft. Virksomheden har søgt og fået patent i USA, Canada og EU på to produkter. I 2012 indleverede virksomheden patent i USA, Canada og EU på produktet Rowmax, som er et justerbart hjul.
- RowMax et det eneste system, hvor det er muligt at udskifte innerdisken til de store foraksler, fortæller Felix Ratgen.
Et år senere i 2013 indleverede Skodborg patent på produktet Bendmax, som er et fælg til svejsede hjul.
- Med denne plade kan man lave dybder, der ikke er set hidtil. Pladen er kompatibel med blandt andet RowMax, EsMax samt 10-kanten, fortæller Felix Ratgen, der er både sælger, indkøber og den innovative kraft i virksomheden.
Alle patenter i virksomheden er opkaldt efter sønnen Max.
Ny værkfører
Hele produktionen, lager, malerafdeling, vulkanisering, salgsafdeling og administration er samlet i Industriparken i Skodborg. Her har 18 medarbejdere deres arbejdsplads.
Virksomheden ansatte 1. oktober ny værkfører, der skal styrke produktionen og frigive tid og overskud til Felix Ratgen, så han i højere grad i fremtiden kan koncentrere sig om at udvikle nye produkter og målrette salget.
36-årig Peter Madsen Antonius er ansat som værkfører. Han har mere end 10 års erfaring og er et kendt ansigt i branchen, fortæller indehaver Felix Ratgen.
I samme ombæring har virksomheden ansat en anden ny medarbejder, der taler flydende rumænsk.
- Rumænien er et marked, vi vil satse yderligere på i fremtiden. Vores patenterede fælge passer utrolig godt til den måde, de dyrker afgrøder på i Rumænien. Primært majs, som er en stor afgrødeproduktion i Rumænien.Vi har været på det marked i snart 10 år, og det er noget, vi vil udbygge yderligere, fortæller Felix Ratgen.
Organisk vækst
Skodborg Dæk Service har været med i branchen i mange år, både når det er gået op, og det er gået ned.
- Vækst i sig selv er ikke vores mål, vi ønsker i stedet at vækste organisk. Vi har utrolig stabile og gode kunder, der fortæller deres gode oplevelser og erfaring med os videre til andre kunder. For os er det vigtigt at have en god kemi med kunderne, og få et godt og stabilt samarbejde. Vi vinder ikke nødvendigvis ordren hver gang, men vi bliver spurgt, og det er positivt for os, fortæller Felix Ratgen.
Kundeønsker
Fælg- og dækvirksomheden har i øjeblikket et stort samarbejde med kartoffelavlere, der har helt specifikke ønsker til sporvidde.
- Det er et område i betydelig vækst. Avlerne efterspørger i øjeblikket at gå op i sporvidde til 2250 millimeter og 2400 millimeter, det er en klar tendens. Den bredere sporvidde belaster jorden mindre og optimerer arbejdsgangene, fortæller Felix Ratgen, der trives godt med at opfylde specielle ønsker og krav fra kunderne.
- Vi kan godt lide at få stillet udfordringer af vores kunder Vi lægger os meget sjældent ned og giver op overfor specialønsker, fortæller indehaveren af Skodborg Dæk Service.