For snart et par uger siden konkluderede et indslag på TV2, at det er svindel, når vi i Danmark betragter biobrændsel som CO2-neutralt. Bag beskyldningen står en forsker, som mener, at når træ brændes, varer det længe før et erstatningstræ er vokset op.
Det har været svært for andre forskere med indsigt i sagen at forklare, at de danske skove jo gror - og optager CO2 - hele tiden. Måske har det brændte træ ligefrem givet plads til væksten ved at blive tyndet ud af skoven. Og hvis et træ ikke fældes, men skal ligge i skovbunden og rådne op, når det dør, ja så udsender træet med tiden lige så meget CO2 som ved forbrænding - uden at vi har fået glæde af energien. TV2's forskerkilde tager givetvis fejl, men følelserne er sat i spil.
TV2 har været under angreb for at servere en alt for firkantet og grundlæggende forkert konklusion, men tv-stationen dækker sig bare ind med, at synspunktet jo kom fra en forsker.
Og sådan er moderne dansk journalistik desværre blevet. Forskere bruges ofte totalt ukritisk og bliver bedt om at bidrage med alt andet end en faktuel berigelse af læserne.
Nogle forskere holder sig ikke for gode til at udtrykke politiske synspunkter, og nogle forskere er parate til at udtale sig om hvad som helst, også uden for deres speciale og kernekompetence.
Vi hører for eksempel ofte læger udtale sig om makroøkonomiske sammenhænge, selvom deres viden åbenlyst ikke udstrækker sig så langt ud over deres lægelige kompetence. Det samme gælder forskere inden for miljøfaglige emner.
Desværre ser det ud som om, mange journalister gladeligt spørger disse forskere og lader dem øse af både uvidenhed og politiske holdninger, uden at journalisterne forholder sig kritisk til, om forskerens meninger giver - mening - eller holder sig inden for forskerens kompetencefelt.
Forklaringen er nok, at den slags forskere er nemme at ringe op og få en hurtig udtalelse fra, uden at man skal bruge kræfter på at lede efter en sand ekspert. Og så hjælper det nogle gange også på valget af ekspertkilde, når den såkaldte ekspert med sine udtalelser bekræfter journalisternes fordomme og uvidenhed.
Men problemet er, at når først en forsker har udtalt sig på en måde, der bekræfter journalistens måske lidt snævre forestillingsverden, så kører sagen. Og enhver kritiker, uanset om det er politikere eller andre forskere og øvrige eksperter, får svært ved at komme til orde med fakta - for følelserne har taget over. Og folk har dannet en mening.
Men forskere også kun mennesker. Og som alle mennesker kan de tage fejl.
