Højesteret har den 12. juni afsagt en kendelse, der efter flere års retsusikkerhed slår fast, at skyldnere, der ikke opfylder betingelserne for gældssanering, ikke kan "skyde genvej" og få deres gæld saneret ved tvangsakkord efter konkurslovens rekonstruktionsregler. Kendelsen begrænser anvendelsesområdet for tvangsakkorder via rekonstruktionsbehandling. Kendelsen vil dog ikke begrænse mulighederne for, at tidligere landmænd under rekonstruktionsbehandling efter salg af bedriften kan få gælden saneret via tvangsakkord på gældssaneringsvilkår.
Betingelser
Hvad enten skyldner søger gældssanering via de almindelige regler kaldet fem års afdragsbetaling eller via reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs kaldet tre års afdragsbetaling er det et krav, at nogle basisbetingelser er opfyldte, herunder at skyldneren i forbindelse med gældsstiftelsen ikke har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender. Det betyder blandt andet, at skyldneren ikke må have stiftet gælden ved at have handlet økonomisk uforsvarligt, at en væsentlig del af gælden ikke er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende handlinger, at skyldneren har undladt at afdrage på gælden til kreditorerne i en situation, hvor skyldneren havde mulighed for afdragsbetaling, eller at skyldneren - ofte sammen med samlever eller ægtefælle - har indrettet sig med henblik på gældssanering.
Ved uforsvarlige økonomiske handlinger anses normalt, at gælden er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, at skyldneren påtog sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation, at gælden er stiftet med henblik på overforbrug, og/eller at der er tale om gæld til det offentlige, der er oparbejdet systematisk.
Luksusfallenter
Særligt for nogle år siden i kølvandet på den økonomiske krise kunne man i medierne høre om finansbaroner og andet godtfolk, der blev taget under konkursbehandling på baggrund af en voldsom gæld, ofte udløst af mislykkede spekulationsforretninger. I flere af disse tilfælde fik skyldneren lov til af pengeinstitut og/eller kreditforening i flere år at bebo luksusejendomme, som almindelige mennesker kun kunne drømme om at komme i besiddelse af. Sådanne arrangementer var kun mulige, fordi skyldnerens største kreditorer - ofte et pengeinstitut eller anden finansieringskilde - på trods af store tab på skyldneren accepterede at lade skyldneren og dennes familie bo i ejendomme til en ydelse, der med 100 procent sikkerhed ville udelukke gældssanering. Denne kammeratlige behandling af skyldnere var som oftest begrundet i, at skyldnerne efter at være taget under konkursbehandling bistod kreditorerne - panthaverne - med salg af boets aktiver - i mange tilfælde fast ejendom.
Omgåelse af regler
Den fremgangsmåde, der blev benyttet, var, med bistand fra rekonstruktør og regnskabskyndig tillidsmænd, at begære sig taget under rekonstruktionsbehandling. Herefter blev der efter reglerne om rekonstruktion i konkursloven udarbejdet rekonstruktionsplan og rekonstruktionsforslag på baggrund af et oplæg, der var forhåndsgodkendt af skyldnerens største kreditor - ofte en finansiel kreditor. Ved at hovedkreditor som oftest var kreditor for mere end 50 procent af skyldnerens samlede gæld, ville en rekonstruktionsplan og et rekonstruktionsforslag derfor efter stemmereglerne i konkursloven kunne gennemføres udelukkende med den pågældende hovedkreditors stemmer; også selvom der var betydelig modstand mod såvel rekonstruktionsplan som -forslag fra øvrige kreditorer.
Udfordringen for de kreditorer, der ikke ville acceptere, at en skyldner, der oplagt ikke opfylder betingelserne for gældssanering, kunne få gælden saneret via rekonstruktion, var, at rekonstruktør og tillidsmand afgav en erklæring, hvorefter rekonstruktionsforslaget efter deres opfattelse var rimelig. Sådanne erklæringer tog skifteretterne og landsretterne tidligere til efterretning. Den praksis har Højesterets kendelse nu ændret.
Rimelighedscensur
Essensen af Højesterets kendelse er, at reglerne om gældssanering ikke kan omgås ved blot at søge rekonstruktionsbehandling ved beskikkelse af den af skyldneren valgte rekonstruktør og regnskabskyndige tillidsmand. Højesterets kendelse kan også tages til indtægt for, at rekonstruktør og regnskabskyndig tillidsmand ikke frit, og mere eller mindre efter eget forgodtbefindende, kan afgive en rimelighedserklæring. Med Højesterets kendelse kan det konkluderes, at rimelighedsskønnet skal udøves, ikke alene i skyldnerens interesse, men i alle kreditorers interesse.
Derfor må en konsekvens af Højesterets kendelse være, at et rekonstruktionsforslag for personlige skyldnere alt andet lige skal honorere de krav, der skal opfyldes som forudsætning for at få sin gæld saneret ved gældssanering i forbindelse med konkurs.
Tidligere landmænd
Højesteretskendelsen hindrer ikke, at der kan gennemføres tvangsakkord for personlige skyldnere under rekonstruktionsbehandling - blot må de almindelige betingelser for gældssanering i forbindelse med konkurs opfyldes. Heri ligger, at der skal udarbejdes et budget baseret på gældssaneringsreglerne. Det betyder, at det fortsat er muligt for nødlidende landmænd at sælge deres bedrifter under rekonstruktionsbehandling og i tilknytning til gennemførelse af salget at få gælden saneret ved tvangsakkord efter rekonstruktionsreglerne.
Landmænd har på lige fod med andre, særligt personlige skyldnere, generelt en interesse i at undgå konkursbehandling. Det vil de fleste marginalpanthavere også have. Derfor kan der konstateres en stigende tendens til udfasning fra landbrugserhvervet uden konkursbehandling. Det er ikke mindst ud fra en menneskelig betragtning positivt. Lovgivningen spænder dog på visse punkter - muligvis ubevidst - ben for sådanne ordninger. Det gælder såvel skattelovgivningen som konkurslovgivningen.
Skatteretlige benspænd
Konkursindkomsten, det vil sige indtægten, der tilgår landmanden fra konkursdekretets afsigelse til konkursboets afslutning, vil alt andet lige være skattefri. Ved konkurs accepterer en række andelsselskaber, at der sker engangsudbetaling med den konsekvens, at skattekravet stiftes under konkursbehandling, og pist væk er skattekravet. Sådan forholder det sig ikke hverken ved rekonstruktionsbehandling eller ved frivillig akkord. Derfor kan det i særlige tilfælde være en fordel at vælge konkursbehandling frem for andre afviklingsmåder, medmindre der kan indgås aftalebaserede ordninger.
Insolvens benspænd
Retspraksis har fastslået, at det ikke er muligt at få afsagt konkursdekret over skyldnere, der ikke ejer aktiver. Det betyder, at en landmand, der har solgt bedriften og i øvrigt ikke ejer andet end almindeligt indbo og privat bil, normalt ikke vil kunne komme under konkursbehandling. Det betyder, at skal denne landmand have gældssanering efterfølgende, vil der skulle afdrages i en fem-årig periode i modsætning til en tre-årig periode, hvis gældssanering blev meddelt i tilknytning til en konkurs-behandling. Det er bestemt ikke rimeligt med en lovgivning, der ligefrem opmuntrer til at søge konkursbehandling frem for mindelig afvikling.
Ændring af lov
Der er behov for en ændring af lovgivningen. Det er fra mange sider påtalt - fra min side blandt andet over for Justitsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Skatteministeriet ved henvendelse af 3. juni 2017. Den 20. juni 2017 modtog jeg et fælles svar fra skatteministeren på vegne de fire ministerier, hvori det udtaltes, at man erkendte, at der var en udfordring, og at man ville foretage tiltag med henblik på at ændre retsstillingen.
På nuværende tidspunkt synes der ikke at være sket noget.
Opfordringen fra min side er ikke, at skyldnere - hverken landmænd eller andre - skal have gældssanering på 1. klasse. Opfordringen går på, at personer, der er kommet økonomisk i klemme, blandt andet afledt af finanskrisen, skal have mulighed for inden for en rimelig tidshorisont at kunne få styr på både sin egen og familiens økonomi. Politikerne har et overordnet ansvar for, at regelgrundlaget er til stede, men gruppen af tidligere landmænd synes ikke at have et koordineret talerør over for organisationer og politikere. Der er behov for, at nogen tager teten, men hvem?
