En 31-årig mand fra Fuglebjerg er kommet alvorligt til skade, da han torsdag eftermiddag blev fastklemt i mejetærsker ved Sneslev nær Fuglebjerg, det skriver TV Øst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller til TV Øst, at mejetærskerchaufføren høstede frøgræs med pick-up bord, da frøgræsset pludselig sætter sig fast. Chaufføreren prøver at rive frøgræsset fri, og ifølge politiet sparker chaufføren til pick-uppens tromle, hvorefter maskinen sætter igang og trækker manden ind mod sluget. Her kommer manden til at sidde i klemme med benet.
Anmeldelsen om arbejdsulykken tikkede ind hos politiet klokken 15.04, og omkring 16.00 fik beredskabet på stedet ham hjulpet fri af mejetærskeren.
Han blev fløjet til Odense Universitetshospital og hans tilstand er endnu ukendt.