Lyt til artiklen:

Konsulent: Der mangler udbytter, og man stjæler sig til høsten

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Høsten er i gang mellem bygerne rundt i landet, også på Sjælland, Lolland og Falster, hvor frøgræsserne og vinterbyggen er dem, der er nået længst.

- Kort fortalt mangler der udbytte i alle arder. Der er langt mellem de marker der har givet normaludbytte, og mange melder om dårligt udbytte, og at man skal stjæle sig til høsten mellem bygerne, siger Ole Schou, planteavlskonsulent ved Vkst om frøhøsten indtil nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge ham høster alle for lidt, eller noget for lidt, i græsserne, hvor hvidkløver kan fremhæves som en, hvor der mangler kilo. Det skyldes, peger han på, en blanding af dårlig bestøvning og den høje varme og tørke.

- Vinterbyggen, der hører jeg også under normaludbytter, men ingen katastrofe, fortæller konsulenten, der kalder høsten indtil nu for under middel.

Tag kontrakter op til revision

Ole Schou ser, med en vis frygt, frem mod vårbyggen, som ifølge ham ikke tegner godt.

- Man kan drage en parallel fra vinterbyggen. Vårbyggen har oplevet endnu mere tørke i vækstsæsonen. Vårbyggen vokser i 100 dage, så der skal ikke være mange dage, hvor den mangler noget. Jeg tvivler på at nogen høster i nærheden af normaludbytter, siger Ole Schou, der i den forbindelse har en klar opfordring:

- Har man lavet kontrakter på vårbyg, så skal man se at få talt med sin forhandler om, "hvad gør vi". Det er bedre at tage aftalen op igen, og så høre hvad man kan gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop nu afventer Ole Schou og hans kolleger spændt de første meldinger fra vinterrapsen, som enkelte forsøger at tage hul på torsdag.

- Men det ser umiddelbart ikke prangende ud. Frøene ser lidt små ud, men ingen har endnu for alvor taget hul på det, siger Ole Schou.

Hveden kan redde æren

Ser man på hveden, som endnu ligger ude i fremtiden, er billedet her det mest brogede.

- Noget ser lovende og ret normalt ud, men andet har haft modstand og modgang og er ramt af hårdt og vanskeligt vejr. De marker, der var etableret for dårligt eller for sent, de har fået tæsk, siger Ole Schou, der også minder om ikke at høste med øjnene.

Dog ser hveden overordnet ud til at have klaret sig nogenlunde, og Ole Schou spår udbytter alle steder mellem fire og otte-ti ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fordi der er så store forskelle i etablering og jordtyper, siger han.