John Deeres omsætning faldt otte procent til 26,64 milliarder dollar på verdensplan i regnskabsåret, der sluttede den 31. oktober 2016.

Omsætningen i landbrugs- og have-park maskiner udgjorde 18,49 milliarder dollar, mens omsætningen i entreprenør- og skovmaskiner var 4,90 milliarder dollar. Resten af omsætningen hentes på blandt andet finansielle ydelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- John Deere har afsluttet endnu et succesfuldt år på trods af fortsat svækkede markeder for landbrugs- og entreprenørmaskiner

Samuel R. Allen, topchef Deere & Company

Driftsresultatet før skat faldt også fra 3,14 til 2,60 milliarder dollar. Efter skat og regnskabsmæssige justeringer er overskuddet faldet fra 1,94 til 1,52 milliarder dollar.

John Deeres aktiviteter har generelt været lønsomme for året som helhed, men entreprenør- og skovmaskiner gav et underskud på 17 millioner dollar i fjerde kvartal.

Svagt marked

John Deere forklarer tilbagegangen i omsætningen med, at der er recession inden for landbruget, og at markedet for entreprenørmaskiner også er svagt.

- John Deere har afsluttet endnu et succesfuldt år på trods af fortsat svækkede markeder for landbrugs- og entreprenørmaskiner, siger topchef Samuel R. Allen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han beskriver 2016som et af de bedste ti år i virksomhedens historie - både når det handler om salg og indtjening.

- Det er bemærkelsesværdigt, når det ses i lyset af det vanskelige forretningsklima, siger han.

Svært 2017 i vente

Samuel R. Allen forklarer, at John Deeres præstation skyldes dygtig realisering af driftsplaner og disciplineret omkostningsfokus såvel som en bred produktportefølje.

- Som et resultat er John Deere forblevet i stand til at tjene vores kunder, samtidig med at vi fortsat investerer i kvalitet og innovation, som vi er sikre på vil understøtte den fremtidige vækst, siger Samuel R. Allen.

Når han kigger ind i 2017, forventer han dog et fortsat pres på omsætningen med et fald på en procent for hele 2017-regnskabsåret. Omsætningen ventes i første kvartal at ligge hele fire procent under samme kvartal i 2016-regnskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frivillig fratrædelse

I slutningen af 2016 har John Deere introduceret en frivillig fratrædelsesordning for sine medarbejdere for yderligere at reducere driftsomkostningerne. Udgifterne vil blive bogført i takt med, at medarbejderne tager imod tilbuddet.

Den samlede omkostning til fratrædelsesprogrammet er anslået til 116 millioner dollar, hvoraf de 11 millioner dollar allerede er bogført i fjerde kvartal 2016, mens resten bogføres i første kvartal i regnskabsåret 2017.