På torsdag den 15. september har flere hundrede internationale kornhandlere og grovvarefolk sat hinanden stævne i den gamle Børsbygning i København, hvor Baltic Grain Exchange løber af stablen. Dagens agenda er netværk og nye forretningspartnere.

Uanset udviklingen på kornmarkedet har tilslutningen til Baltic Grain Exchange været støt stigende i de senere år, og arrangørerne, ProAgro og Dakofo, ser frem til børsdagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at kornhandlerne og grovvarefolkene har haft meget ud af tidligere års kornbørser for den nordeuropæiske region.

Asbjørn Børsting, der er direktør i Dafoko

- Der er ingen tvivl om, at kornhandlerne og grovvarefolkene har haft meget ud af tidligere års kornbørser for den nordeuropæiske region. Derfor kommer de igen og inviterer deres forretningsforbindelser med, siger Asbjørn Børsting, der er direktør i Dakofo. Han vurderer, at interessen er steget, efter Polen og Baltikum blev medlem af EU i 2004, da det påvirkede markedsforholdene. Senest har også landenes ændrede profil på planteavlssiden fremmet interessen.

- Det spiller formentlig ind, at Polen og Baltikum de sidste par år har øget deres afgrødeeksport gevaldigt. Det hænger dels sammen med deres øgede produktion, dels den forbedrede afgrødekvalitet. De er således meget interessante aktører. Dertil kommer, at de danske korn- og grovvarevirksomheder såvel som mæglerne har stigende aktiviteter i Polen og Baltikum, tilføjer Asbjørn Børsting.

Deltagerne til Baltic Grain Exchange kommer især fra landene omkring Østersøen, men der er også deltagere fra blandt andet Frankrig, Schweiz, Spanien, England og Marokko, så det kommer helt sikkert til at summe på mange sprog på Børsen på torsdag.