Maskinbladet, Mannheim

På John Deeres traktorfabrik i Mannheim har fabrikanten nu sat gang i produktionen af de nye modeller i 6M-serien, der blev vist frem på Agritechnica i efteråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Størrelsesmæssigt kan 6M-serien sammenlignes med den populære 6R-serie, men forskellen på de to serier er blandt andet, at 6M-serien ikke har nær det samme udstyrsniveau, som man kender fra 6R-serien.

Det er dog også noget, der kan ses på prisskiltet, og det er med til at gøre 6M-serien til en attraktiv traktor for eksempelvis danske mælkeproducenter, der har brug for en solid frontlæssertraktor, men ikke efterspørger de store komfortpakker til de lange dage i marken.

Som nævnt har John Deere nu sat gang i produktionen på fabrikken i Mannheim, og det betyder, at traktorerne kan leveres til danske kunder. På fabrikken ruller der en traktor af samlebåndet hvert tredje minut, og den enkelte traktor samles efter ordre fra kunden. Det vil sige, at de nye 6M-modeller vil blive bygget i takt med, at de bliver bestilt.

AdBlue og filter

For at klare Stage IV-kravene har John Deere valgt at bruge en blanding af AdBlue og partikelfiltre på motorerne, der desuden er monteret med to turboer.

Det betyder ifølge John Deere, at forbruget af AdBlue er et sted mellem to og fire procent af brændstofforbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to turboer skulle give en mere responsiv traktor, og samtidig sikre en mere optimal udnyttelses af dieselolien. John Deere oplyste desuden på et pressearrangement, at man ikke forventer at skulle lave yderligere hardware-ændringer i motoren, for at klare Stage V-kravene, når de indføres i 2019.

Ny funktion i joysticket

Som noget nyt har John Deere monteret en rulleknap i det elektriske joystick på 6M-serien.

På rulleknappen kan man indstille sin ønskede fart, og herefter vil transmissionen og motorstyringen selv tilpasse gearing og motoromdrejninger til den ønskede hastighed.

Hvis forholdene skulle ændre sig, og der er brug for et lavere gear eller flere omdrejninger, vil 6M-modellerne selv tilpasse sig.

Fem transmissioner

6M-serien er blevet opdateret for blandt andet at efterleve de nye Stage IV-emissionskrav, og i alt lancerer John Deere otte modeller i serien, der spænder fra 110 til 195 hestekræfter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modellerne fordeler sig på fem modeller med en motor på fire cylindre, samt tre modeller med længere akselafstand og en motor på seks cylindre.

Det vil sige, at modellerne på henholdsvis 155, 175 og 195 hestekræfter leveres med en motor med seks cylindre. Ved et pressearrangement på fabrikken i Mannheim, som Maskinbladet deltog i, blev der fra John Deere lagt vægt på, at man i 6M-serien kan vælge mellem fem forskellige transmissioner, der alle er gruppegear med powershift. Ønsker man en trinløs transmission, skal man op i 6R-serien.

Dog kan samtlige traktorer leveres med autostyring og ISO-BUS udtag til redskabsstyring.

Som noget nyt kan serien fås med QuadCommand Plus, der udmærker sig ved en autofunktion i bremsepedalerne, så når de aktiveres, så udkobler traktoren.