Da LandboUngdoms medlemmer var til Årsmøde på Grindsted Landbrugsskole lørdag d. 2. april fejrede man landsorganisationens 50 års jubilæum. Samtidig blev nye ansigter valgt ind i ledelsen, og den konstituerede formand Peter Jørgen Kock kunne veksle sin konstituering til et fuldtidsformandskab. Peter Jørgen Kock fra Fyn var eneste kandidat til formandsposten, men det skal dog ikke ødelægge glæden ved hans nye post.

- Det kunne have været bedre med et rigtigt spændende formandskampvalg, men jeg kan jo også vælge at se det som et skulderklap, at ingen har villet stillet op mod mig til formandsposten. Jeg har været konstitueret i seks måneder og må sige, at jeg er blevet utrolig glad for opgaverne. Derfor glæder jeg mig foreløbig til de næste to år og ser masser af spændende opgaver, som skal løses, siger Peter Jørgen Kock, formand for LandboUngdom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derimod var der kampvalg til alle landsudvalgene og til selve landsledelsen. Ifølge den nye formand et tegn på, at der er en enorm opbakning til LandboUngdom fra medlemmernes side.

Rekordresultat

Peter Jørgen Kock kunne fra talerstolen præsentere LandboUngdoms årsregnskab, der blev det bedste i foreningens 50 årige historie. 2,1 millioner kroner i overskud blev resultatet.

- Det er resultatet af de initiativer, som vi igangsatte for tre år siden i forhold til struktur- og organisationsændringer. Vi har haft vores udfordringer, og det har derfor været nødvendigt for LandboUngdom at lave et godt resultat, så vi igen har lidt på kistebunden, hvis der skulle komme dårlige tider igen. Det er ikke mere end et par år siden, hvor vi sad med alvorlige økonomiske udfordringer, så derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået en stabil økonomi i LandboUngdom, siger Peter Jørgen Kock.

Til Årsmødet var der naturligvis valg til ledelsen og til de landsdækkende udvalg i LandboUngdom. Landsledelsen fik tre nye medlemmer og en ny suppleant. De nye ledelsesmedlemmer er Christian Mark, Morsø LU, Simon Jensen, Midtjysk LU, Mathias Hansen, Holbæk Odsherred LU og den nye suppleant er Anders Kidmose, Koldingegnens LU.