Lyt til artiklen:

Deltidslandmænd dokumenterer dyreliv og biodiversitet på Djursland

00:00
Hastighed: ???x
01:31

Når Djursland Landboforenings Deltidsudvalgs årsmøde på Landbocenteret i Følle finder sted den 11. januar 2023, så vil der være særlig fokus på dyreliv og biodiversitet i landbruget. Det skriver landboforeningen i en pressemeddelelse.

Konkret vil en nyoprettet projektgruppe af deltidslandmænd i Djursland Landboforening, fortælle om og vise forskellige filmoptagelser af, hvad der er af liv og biodiversitet i produktionslandbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ofte siges det, at der ikke er dyreliv og biodiversitet på produktionslandbrugets arealer. Så gruppen er derfor i fuld gang med, ved hjælp af optagelser med blandt andet vildtkameraer på forskellige lokaliteter at dokumentere, hvad der er af dyre- og fugleliv på landmændenes marker.

Det er lodsejer Paul Erik Skifter, Skellerup på Mols, som er initiativtager til ideen.

- Jeg mener, at vi herude i landbrugslandet har masser af dyreliv og biodiversitet, og det vil vi gerne vise til alle. Vi landmænd ved jo godt, at vi har et rigt dyreliv på vores jorde, men det er der ind imellem folk, der sætter spørgsmålstegn ved, udtaler Paul Erik Skifter, der rigtig gerne vil i dialog med lokalsamfundet
om emnet.

De forskellige videooptagelser kan ses på hjemmesiden landbobiodiversitet, og ideen er, at det udstyr som er anskaffet til opgaven, kan gå på skift blandt interesserede landmænd, som gerne vil vise naturen på deres bedrift.