Ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er der endnu ikke truffet endelig beslutning om "ændret vedligeholdelse" i 1. generation vandplaner.

Naturstyrelsen er i gang med at behandle de mange høringssvar fra den offentlige 6 måneders høring, og i den forbindelse vil der også blive taget stilling til, om og i givet fald på hvilken måde ændret vandløbsvedligeholdelse skal indgå i de endelige vandplaner for første planperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det forventede indsatsbehov i forbindelse med vandområdeplanerne for anden planperiode er foreløbigt baseret på, at indsatser fastlagt i de foreliggende udkast til vandplaner for første planperiode gennemføres, oplyser ministeren, der ikke har mulighed for at oplyse, i hvor stort omfang der er overlap mellem indsatskrav i vandplaner for første planperiode og indsatskrav i vandområdeplaner for anden planperiode.

Forslag til indsatsen

Hun henviser videre til, at kommunerne under inddragelse af vandrådene skal udarbejde forslag til indsatsprogrammer for så vidt angår den fysiske indsats for vandløb samt bekæmpelse af okker i vandløb.

- I efteråret 2014 vil regeringen tage stilling til den samlede vand- og naturindsats for perioden efter 2015, meddeler Kirsten Brosbøl, der forklarer, at risikovurderingen i basisanalysen for vandområdeplanerne for anden planperiode bygger på den nyeste tilstandsvurdering samt den forventede tilstand, når indsatsprogrammerne fastlagt i de foreliggende udkast til vandplaner for første planperiode er gennemført:

- Det er på den baggrund foreløbig vurderet, at cirka 6.300 kilometer vandløb vil opfylde miljømålet i 2021, lyder det.