Abonnementsartikel

Ny Terex gummiged har fået længere læssearm og opdaterede motor.

Terex TL 120 gummiged på 7,1 ton er blevet afløst af TL 120 Long Boom. Som navnet antyder, så har gummigeden fået en længere læssearm, som er forlænget med 500 millimeter i forhold til den tidligere model.

Desuden er motoren også blevet opdateret til nyere emissionskrav, og det giver en effektforøgelse fra 83 hestekræfter til 101 hestekræfter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Effekten kommer fra en firecylindret vandkølet 3,6 liters Deutz motor som lever op til Tier 4i kravene. Motoren er udstyret med commen rail og katalysator. Desuden har motoren vendbare kølevinger.

Læsser fuldfoderblanderen

Læssehøjden på Terex TL 120 er 3,3 meter og aflæssehøjden er 2,8 meter. Løftekraften er fem ton. Læsseren er udstyret med en hydrostatisk transmission og det kan vælges om maskinen skal udstyres med enten to gear med maksimal hastighed på 20 kilometer i timen eller fire gear med maksimal hastighed på 36 kilometer i timen.

Når læsseren kommer til Danmark er den som standard udstyret med affjedret læssearm, hydraulisk hurtigtskift, centralsmøring, aircondition og kabinen skulle i følge importøren i Danmark, Maskinhuset A/S, være mere lydisolerende end forgængeren.