Maskinbladet.dk kunne forleden fortælle, at der er flertal i Folketinget mod regeringens planer om at fjerne hektarstøtten for alle landbrug under fem hektar.

Maskinbladet.dks artikel har fået Per Clausen fra Enhedsliste sammen med Dansk Folkeparti, De Konservative, Venstre, og Liberal Alliance til at indkalde fødevareminister Dan Jørgensen (S) til samråd i Folketingets Fødevareudvalg, hvor ministeren skal redegøre for konsekvenserne af forslaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt ubegribeligt for mig, at regeringen har lagt op til at fjerne landbrugsstøtten helt for de små landmænd med under fem hektar landbrugsjord. Derfor er jeg glad for, at der nu tegner sig et flertal for at sikre støtten til disse landmænd fremover, siger Per Clausen.

Store skal betale

Han håber, at fødevareministeren vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om fordelingen af landbrugsstøtten og vil selv foreslå, at fortsat støtte til de små landmænd finansieres ved at reducere støtten for de største jordejere:

- Men det må vi selvfølgelig forsøge at blive enige om, siger Per Clausen, der har formuleret følgende samrådsspørgsmål:

"Ministeren bedes redegøre for regeringens forslag om, at fjerne støtten til landbrug på under 5 hektar og konsekvenserne af dette for udvikling og beskæftigelse i landdistrikterne.

Ministeren bedes oplyse, hvordan han vil forholde sig til, at der tilsyneladende ifølge Maskinbladet den 27. januar http://www.maskinbladet.dk/artikel/flertal-mod-regeringens-forslag-om-mindre-landbrugsstotte er flertal i folketinget mod regeringens forslag om at fjerne støtte til landbrug på under fem hektar".