Den engelske producent McConnel tager sin nyeste bjergged med til Agritechnica, nemlig den fjernstyrede RoboZero Turn græsklipper til skråninger og svært tilgængelige områder.

Måske vil interessen være størst i lande som Østrig, Schweiz eller vore nordiske nabolande. Men man kan i hvert fald være sikker på, at den ville få naboerne til at spærre øjnene op, denne nye fjernstyrede "bjergged" fra den engelske producent, McConnel.

McConnel viser nyheden frem på Agritechnica i Hannover i næste uge. Det er den fjernstyrede RoboZero Turn græsklipper, der er beregnet til klipning af skråninger og svært tilgængelige områder med helt op til 35 graders hældning og med hastigheder op til fem km/t, mens operatøren står på sikker afstand med en fjernbetjening.

Med intuitiv fingerkontrol og et sikkert arbejdsmiljø giver RoboZero mulighed for at arbejde hurtigere og mere sikkert og samtidig levere en enestående høj kvalitet, lyder løfterne fra producenten.

Noget af det, der adskiller maskinen fra de øvrige på markedet er, at RoboZero har hjul i stedet for bælter, og det betyder at den skåner underlaget. Betegnelsen Zero Turn refererer til, at de to trækkende hjul gør, at den kan dreje om sin egen akse med en venderadius på nul. Det giver en stor manøvredygtig rundt om træer og andre forhindringer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

RoboZero har et 1,5 meter triple rotorklipperhoved som standard - og med mulighed for et 1,3 meter heavy duty slagleklipperhoved. Motoren er en Yanmar dieselmotor med 33 hestekræfter. Fjernbetjeningen kan række 150 meter.

RoboZero vises på Agritechnica sammen med øvrige nyheder fra McConnel, som er verdens største producent af hegnsklippere. Virksomheden har produceret maskiner siden 1935.

I Danmark varetages McConnel forhandlingen af MI, Maskinhandler Indkøbsringen.