Så er blokvognene ved at bakke hen til portene på Agritechnica messeområdet i Hannover. Maskinerne køres bort, neonlysene slukkes, tæpperne rulles sammen og standene pilles ned. Og tælleapperaterne har allerede talt deres tydelige sprog om en ny besøgsrekord.

Agritechnica 2013 blev besøgt af 450.000 gæster, hvoraf de 112.000 kom fra lande udenfor Tyskland. Der var 2.898 udstillere. Det er alt sammen ny rekord, og blandt arrangørerne ser man succes'en som et bevis på, at der blandt producenterne er stort engagement inden for nye innovationer - og blandt køberne stor lyst til at investere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Agritechnica har igen demonstreret, at landbrug og landbrugsmaskiner er en stadig vigtigere faktor i verden, lød det under Agritechnicas lukning fra dr. Reinhard Grandke, direktør for den arrangerende organisation, DLG - Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft.

Han tilføjede, at stemningen havde været god og positiv, og at en undersøgelse udført blandt de besøgende vidnede om en stor lyst til at investere.

- Mere end to tredjedele af de adspurgte i undersøgelsen vurderer, at den økonomiske situation på deres ejendom er god, sagde Reinhard Grandke.

De næsten 2.900 udstillere kom fra 47 lande. 1.500 af dem kom fra lande uden for Tyskland. Dermed er den udenlandske deltagelse steget fra 33 procent til 52 procent på 10 år.

Blandt de 112.000 udenlandske besøgende kom der blandt andet 11.500 fra Schweiz, 10.000 fra Holland, 8.700 fra Østrig, 7.500 fra Frankrig, 5.800 fra Irland, 5.000 fra Storbritannien, 4.500 fra Belgien, 4.300 fra Finland, 3.700 fra Italien - og 5.200 fra Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den næste Agritechnica i Hannover holdes fra 10. til 14. november 2015.