Deutz-Fahr benyttede Agritechnica 2013 til at præsentere to helt nye topmodel-serier fra koncernen: Deutz-Fahr 9-serie og Deutz-Fahr 11-serie.

9-serien går fra 270 til 340 hestekræfter i fire modeller, mens 11-serien går fra 350 til 440 hestekræfter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

11-serien bliver dermed verdens stærkeste konventionelle traktor, som betegnes ved, at forhjulene er mindre end baghjulene.

Projektet med at bygge 11-serien har stået på længe, og der har været mulighed for at følge projektet siden Agritechnica 2011, hvor "440Hp Projekt" har kørt på nettet.

Og nu er traktoren afsløret, og 11-serien forventes til Danmark i efteråret 2015. Traktoren er opbygget på en helt ny ramme og er udstyret med trinløs ZF transmission samt MTU-motor i en rammeløsning.

Designet af både 11-serien samt 9-serien er fortaget af Giugiaro Design, som også har været inde over mejetærskere og Deutz-Fahr 6- og 7-serie traktorerne.

Ny kabine

På 11-serien er der kommet en helt ny fem-stolpet kabine, som ikke umiddelbart sidder i forbindelse med resten af traktoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er både luft mellem den hydraulisk affjedrede kabine og motorhjelmen samt mellem kabinen og bagskærmene.

- Dette sikrer dels et lavere lydniveau, dels er der mulighed for hydraulisk at hæve kabinen 30 centimeter, så mekanikeren har lettere ved at få hydraulikblokke og ventiler under kabinen, hvis der skal serviceres her, fortæller Kristian Dalum, produktchef hos HCP, som er den danske importør af Deutz-Fahr.

Kristian Dalum har desuden været med i udviklingsprojektet af den store Deutz-Fahr 11-serie traktor.  

Unikke detaljer

Selve traktoren er bygget op på en helt ny platform, og den uafhængigt ophængte affjedrede foraksel, som leveres af Dana, har den unikke detalje, at der ved fuldt styreudslag sættes tryk på affjedringsstemplerne, således forenden af traktoren hæves, og de store forhjul får plads til at dreje mere ind i rammen, og der opnås en mindre venderadius.

Der er desuden skivebremser i forhjulene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette skyldes, at traktoren kan køre 60 kilometer i timen, og i Tyskland er der krav om stor sikkerhed ved disse hastigheder, forklarer Kristian Dalum. Traktoren indeholder i den forbindelse også ABS-system.

Stor redskabskapacitet

11-serien styres fra kabinen med samme armlæn, der kendes fra 7-serien, og den trinløse transmission styres på samme måde.

Liften tager 12 ton og hydraulikkapaciteten ligger på 300 liter i minuttet ved 200 bars tryk fordelt på to hydraulikpumper og otte hydraulikudtag foruden LS-udtagene.

- Pumperne er indkoblet i serie, og det fungerer sådan, at når der ikke er behov for det, så bliver den ene pumpe koblet fra, hvilket dermed vil spare brændstof, fortæller Kristian Dalum.

Dækmonteringen er voldsomt stor. Fordækkene er 650/65 R38, mens bagdækkene er 900/65 R46.

Artiklen fortsætter efter annoncen

9-serie i 2014

Den nye 9-serie fra Deutz-Fahr forventer HCP at få til Danmark allerede til efteråret 2014.

9-serien har nogle træk fra 11-serien med kabinen, der er ophængt med afstand til motorhjelmen.

- Selve kabinen er magen til 7-serien, og dermed er indretningen også magen til, fortæller Kristian Dalum.

9-serien løfter også 12 ton i liften i bag, og hydraulikkapaciteten ligger her på 210 liter i minuttet ved 200 bars tryk. Det er muligt med syv fjernudtag foruden LS-udtagene, og i fire af fjernudtagene kan der tages 150 liter olie ud i minuttet.

Motorerne i 9-serien leveres fra Deutz, og det er den 7,8 liters sekscylindrede model med SCR-teknologi, der ligger under motorhjelmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Begge traktorserier skal bygges på Deutz-Fahr fabrikken i Lauingen i Sydtyskland, fortæller Kristian Dalum.