Et korrekt dæktryk har flere fordele. For det første forlænger det dækkets levetid, og for det andet minimerer det forbruget af brændstof. En tredje fordel er, at korrekt og lavt dæktryk minimerer risikoen for skadelig sammenpakning af jorden. 

- Mange landmænd og maskinstationer overser betydningen af et korrekt dæktryk. Flere eksempler viser, at der kan spares rigtig mange liter dieselolie og dermed i tusindvis af kroner ved at tilpasse dæktrykket til de opgaver, som traktorer og andre køretøjer i landbruget udfører. Øvelsen kræver kun en trykmåler, en tabel over dækkets bæreevne ved varierende lufttryk og hastighed. Sidst, men ikke mindst kræver det også viljen til at gøre noget ved det, siger Åge Bolle, produktspecialist på landbrugsdæk, som MaskinBladet mødte på Michelins stand på Agritechnica.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lige ved hånden

En trykmåler er til at have med i værktøjskassen, men hvor finder man lige en tabel over det optimale tryk i de forskellige dæk? Svaret har hidtil været enten på et produktblad af papir eller på fabrikantens internetside. Men ved at præge en QR-kode på dæksiden gør Michelin nu adgangen til en række oplysninger om dækket langt lettere. Når koden scannes med smartphone'n, popper alle oplysninger om dækket op på telefonen. De nyeste oplysninger om dækket er derfor altid lige ved hånden og klar til brug.

- Første udfordring er at præge QR koden i sort på sort direkte i gummiet. Anden udfordring er at holde den læsbar i hele dækkets levetid. Første udfordring har vi løst, og på et Michelin CargoXBib med en 75x75 millimeter QR-kode kan kunderne her på standen og med deres egen telefon se, hvilke oplysninger, der ligger på dækket, forklarer Emmanuel Ladent, direktør for Michelin’s produktion af landbrugsdæk.

Den anden udfordring arbejder Michelin med, og man bruger blandt andet de erfaringer, som de har fra racerbanerne, hvor der i længere tid har været arbejdet med teknologien.