Der er en række punkter, hvor det at have en jersey-besætning adskiller sig fra at have sortbrogede. Derfor er 11 mælkeproducenter gået sammen i en ny erfa-gruppe for at dele gode og dårlige erfaringer med hinanden. Kvægrådgiver hos Agri Nord, Jørgen Aagreen, er tovholder i erfa-gruppen, og han håber på, at flere vil være en del af gruppen, som indtil videre kun har haft et enkelt møde.

Næste møde i gruppen foregår 20. juni, og temaet bliver denne gang kalvefodring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et af de steder, hvor jersey afviger fra andre racer. Spørgsmålet er, om man skal have en højere koncentration af mælkeerstatningen end ved andre racer, da jerseymælken naturligt er federe. Det har værten for mødet erfaringer med, og det kunne måske give stof til eftertanke hos andre, siger kvægrådgiver Jørgen Aagreen.

Alle tiltag gør en forskel

Gruppen kommer til at køre efter staldskole-princippet, hvor det er vigtigt, at alle kommer til orde. Så er det bare om at holde ørene stive og efterfølgende tage stilling til, om nogle af indsparkene skal udmøntes i konkrete tiltag til forbedringer.

- Hvis man bare kommer fra et møde med én god idé, så er det givet godt ud. Alle tiltag gør en lille forskel, og der er hele tiden mulighed for optimering, mener Jørgen Aagreen.

Mælkeproducent Lars B. Hansen fra Døstrup ved Hobro er en af de 11 landmænd, og han skyndte sig at slå til, da muligheden for at blive en del af en jersey erfa-gruppe bød sig. Han glæder sig især til at høre om andres erfaringer med fodring.

- Vi får hele tiden at vide, at vi skal få så meget grovfoder i dem som muligt, og at det er et spørgsmål om bedre grovfoderkvalitet. Men min erfaring er, at det ikke er så nemt som med sortbrogede, og det kunne være rart at høre, hvordan andre oplever det, siger Lars B. Hansen.