IKEA i Norge har fået nej til at bygge på en mark, selv om både markens ejer og kommunen har givet tilladelse. Men Norges landbrugsminister, Trygve Slagsvold Vedum, mener ikke, at der skal ofres 135.000 kvadratmeter god landbrugsjord på at bygge et IKEA-varehus med 1000 parkeringspladser i Vestby lige uden for Oslo.

Ifølge TV2 slår Trygve Slagsvold Vedum fast, at IKEA burde slå sig ned på et areal, som ikke kan bruges til madproduktion. Han nævner over for den norske statsradio, NRK, at varehuset kan bygge på klipper eller en skråning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal turde tænke længere frem end på kortsigtet gevinst. Jeg er stærkt imod at dette jordbrugsareal skal forsvinde, siger landbrugsministeren, der har blokeret for projektet.

Kun tre procent af Norges areal kan bruges til landbrug, og Norges samlede landbrugsareal er omkring 40 procent af det danske.

- Der er knaphed på landbrugsjord i Norge. Vi kan ikke acceptere, at noget af vores bedste landbrugsareal ikke længere kan anvendes til madproduktion, siger Trygve Slagsvold Vedum.

I det lokale byråd ærgrer man sig over beslutningen, der kunne have tilført området 200-250 arbejdspladser.

- IKEA kunne trække andre forretninger til Vestby, og være med til at skabe mere live i hele området, John Ødbehr, der er medlem af byrådet i Vestby for partiet Høyre.