Lyt til artiklen:

Debat: Kampen om jorden tager fart - det kan blive farligt

00:00
Hastighed: ???x
03:04

I løbet af sommeren er der i forskellige medier kommet rigtig gang i debatten om hvem der skal eje landbrugsjorden. På vegne af Familielandbruget siger jeg stort ja tak til at diskutere om vores kære landbrugserhverv fortsat skal kapitaliseres via "til salg" skilt for hele verden? Ja tak til at diskutere de kæmpe udfordringer, der er for de unge førstegangskøbere med at etablere sig i en urimelig hård kamp om landbrugsjorden.

Jeg er særdeles ydmyg overfor vores forfædre, der har opbygget vores stærke andelsskaber, som vi misundes i det meste af verden. Den kæmpe udvikling står vi på skuldrene af, for i fællesskab at finde løsninger på fremtidens udfordringer. Skal vi bare lade liberalismen råde, så der om føje år måske kun er få 100 mega-landbrug tilbage og andelsselskaberne måske er solgt?

Artiklen fortsætter efter annoncen

De unge veluddannede landmænd er netop nøglen til fremtidens klima og biodiversitetsløsninger. Kan de unge dygtige landmænd ikke få fod under eget bord fordi vi i Danmark har en af Europas mest lempelige landbrugslove, så alle finansspekulanter køber alt foran næsen på de unge, ja så ser jeg en afvikling af landbokulturen og landdistrikterne. Er det det, befolkningen vil og politikerne vil?

Det har vi kæmpet for at få et svar på i Familielandbruget i mange år, ja vi er endda indgået i en alliance - en koalition - med mange andre organisationer, der også bekymrer sig om kampen om vores kritiske infrastruktur, landbrugsjorden, hvor vi dyrker vores kvalitetsfødevarer og henter vores gode drikkevand.

Vi har ikke et overblik over hvem der reelt opkøber Danmarks gode landbrugsjord, så vi aner ikke om det er kinesere, russere eller andre investorer. Det kan sammenlignes lidt med fodboldklubber, der er til salg og opkøbes af mere eller mindre hemmelige investorer til stor frustration for lokale frivillige ildsjæle. Mange af dem har svært ved at se sig selv bruge fritiden på at gøre de ukendte investorer rigere. Klubber, de har været med til at bygge op og støttet i årevis, sælges til investorer, der har den bestemmende ret. For 'money talks.'

Ja, landbrugsjord er noget helt, helt andet, for der produceres ikke mere af det, tværtimod bliver der mindre og mindre frugtbar jord i verden pr. indbygger, da vi bliver flere mennesker. Energianlæg og andet byggeri tager mere og mere plads, biodiversitet skal have mere plads og sidst, men ikke mindst breder ørken og oversvømmelser sig.

Så der er grunde nok til at komme i gang med at diskutere med os selv i landbruget, om vi kan og vil gøre noget ved den accelererende kamp om jorden. Skal vi bare kapitalisere mest muligt og måske blive et mere sovende og kapitaltungt erhverv?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi er i gang og klar til den diskussion i Familielandbruget. Vi mener helt klart, at vi er på en potentielt farlig kurs, og at der skal gøres noget snart.