Det kunne være meget værre. Faktisk er der opløftende resultater at spore, efter at LandboSyd, LRØ og LandboNord har nærkigget regnskaberne hos en lang række svineproducenter.

En gennemsnitlig fremgang i driftsresultatet på ca. 750.000 kroner til et niveau på lige knap en million kroner - det viser de foreløbige regnskabsresultater på baggrund af 77 opgjorte regnskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I resultatet indgår værdistigninger på besætning og beholdninger med ca. 400.000 kroner, som savnes likviditetsmæssigt. Men resultatet viser, at der nu tjenes penge i sektoren, siger chefkonsulent Torsten Gruhn, LandboNord.

Chefkonsulenten forklarer, at investeringerne er svagt stigende. De ligger nu på den rigtige side af afskrivningerne og vidner om vækst. Investeringer er desuden nødvendige, så ny teknologi kan indarbejdes, og konkurrenceevnen kan forbedres.

De første opgørelser af regnskaber for 2012 med i gennemsnit 215 ha mark, 460 årssøer og 6.000 slagtesvin viser, at dækningsbidraget steg med 947.000 kr. svarende til knap 25 procent. Hovedkilden til den højere indtjening er højere afgrødepriser fra marken.

- Men også svineproduktionen bidrog til den højere indtjening. Bytteforholdet mellem svinekød og foder blev en anelse forbedret i 2012, og kombineret med fremgang i effektiviteten i staldene betød det øget indtjening, fortæller rådgivningschef Anders Andersen, LandboSyd.

Samlet nås et dækningsbidrag på lige godt 4,8 mio. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den stærke stigning i dækningsbidraget og moderate stigninger i kapacitetsomkostningerne nås en fremgang i resultat af primær drift på 773.000 kr., siger rådgivningschef Carsten Kragh Paulsen, LRØ.

I prognosen for 2013 forventes dækningsbidraget forbedret med godt 350.000 kr. Kapacitetsomkostningerne ventes at stige med ca. fem procent, da der fortsat vil være stor fokus på optimering af bundlinjeresultatet.