Lyt til artiklen:

Fire rådgivningsvirksomheder går sammen om analyse af regnskaber

00:00
Hastighed: ???x
03:06

2022 var ikke mange timer gammel før rådgiverne i de fire rådgivningsvirksomheder VKST, KHL, LandboSyd og LandboNord gik i gang med et omfattende analysearbejde til det, der bliver en af branchens største analyser baseret på landbrugsregnskaber i hele Danmark.

Det skriver de fire virksomheder i en fælles pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regnskabsanalysen er for den enkelte en forudsætning for at kunne drive og planlægge sin produktion fremadrettet. Ved at analysere mange regnskaber på én gang, kan vi præsentere et solidt datamateriale, som landmanden kan dykke ned i indenfor kvæg, planteavl eller griseproduktion. Vores kunder producerer i en omskiftelig verden, og derfor er det vigtigt for dem at bruge den viden aktivt, siger afdelingsleder for økonomirådgivningen i VKST, Mie Nøhr Andersen.

Bliv mindre sårbar

Derfor handler det for den enkelte landmand om at bruge analysen som et idekatalog til at se, hvad der kan justeres i hverdagen. Her vil der være forskellige niveauer imellem driftsgrenene.

- Vi opfordrer altid vores kunder til at holde styr på, hvor de gør det godt, og hvor de kan forbedre resultaterne. Det handler især om at tage tingene i opløbet, så man bliver mindre sårbar i forhold til vigtige faktorer som udsving i foderpriserne eller mangel på arbejdskraft, siger afdelingschef for økonomirådgivning i LandboSyd, Anders Peter Frederiksen.

Flere bundlinjer i spil

Samtidig med at regnskabsanalysen er landsdækkende, så vil regnskaberne også vil være bredt funderet på konventionelle og økologiske landbrugsvirksomheder. Som noget nyt vil klima også være en del af analysen.

- I dag er der flere bundlinjer i spil, og det er ikke kun af økonomisk interesse, at landbrugsvirksomhederne optimerer på produktionen. Flere og flere landbrug er i gang med at klimaoptimere deres produktion, og det vil i stigende grad afspejle sig i regnskaberne. Den viden skal gerne inspirere andre til at gøre lignende indsatser, siger chefkonsulent økonomi i KHL, Claus Bech Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overraskelser i vente

De kommende dage venter der nu et omfattende analysearbejde. Selve analysen er klar primo februar, og den vil danne grundlag for flere af de møder, som rådgivningsvirksomhederne arrangerer umiddelbart efter offentliggørelsen. Den 8. februar afholdes der tre landbrugs- og økonomikonferencer landet over: I nord holder LandboNord Landbrugskonference, i syd inviterer KHL og LandboSyd til en samlet Virtuel Økonomikonference og i øst holder VKST Vinterfaglige Møder.

- Selvom det er alt for tidligt at konkludere noget fra analysen endnu, så kan vi allerede nu sige, at der vil være overraskelser i forhold til de forventninger, som vi havde til 2021. Der er både plusser og minusser, som landmanden skal agere på i 2022. Derfor kan jeg kun opfordre til at følge med i, hvad der kommer ud af analysearbejdet, siger vicedirektør i LandboNord, Andreas H. Brandt.