Der går stadig et års tid, inden slagteri-arbejderne og kreaturerne indtager Danish Crowns nye stor-slagteri ved Holsted, men de første ansatte er rykket ind blandt beton-elementerne i det sydjyske.

Her har de fået arbejdsplads i nogle pavilloner vis-a-vis de flere hundrede ansatte, der er i gang med at opføre det 25.000 kvadratmeter store byggeri. Det er Danish Crowns projektgruppe, der nu har fået fast adresse ved Holsted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra tegning til bygning

- Før sad vi sammen med Aarhus Arkitekterne og Midtjysk Totalbyg, som har totalentreprisen, på Rambølls kontor i Aarhus. Men nu er projektet tegnet færdig, og vi er nu i gang med at opføre byggeriet. Derfor giver det god mening, at DCs projektgruppe er fysisk tilstede på selve byggepladsen, siger Niels V. Juhl, der leder projektgruppen. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Gruppen vokser til foråret

Det er fire medarbejdere fra projektgruppen, som er flyttet permanent ind i en nogle pavilloner på byggepladsen, hvorfra de skal følge byggeriet nøje.

- Når vi er her fysisk, bliver beslutningsprocesserne kortere, og hele opførelsen af slagteriet kommer til at køre mere glat, siger Niels V. Juhl.

Senere på året bliver projektgruppen på byggepladsen udvidet til 8-10 mand.