Den danske svinebranche får ikke nok ud af de muligher, der er, og det er ifølge Danske Svineproducenters formand, Henrik Mortensen, blandt andet slagterierne, der svigter. I sin beretning på foreningens generalforsamling i forbindelse med Nutrifair 2013, nævnte han flere eksempler på, at slagterierne ikke gør det godt nok.

Han nævner udsigten til fortsat stor eksport af smågrise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis det sker, får slagterierne igen en kæmpe udfordring. Alt for sent er de kommet i gang med at finde løsninger, der kan sikre deres råvareforsyning. Danish Crown opererer nu med nyhus- og ombygningstillæg til noteringen, mens Tican tilbyder en tre-måneders garantipris, så man kan finde lommeregneren frem og regne på, om det kan betale sig at fylde dyr i stalden.

- Jeg er spændt på, om det er nok til at holde på grisene og forøge udbuddet af slagtesvin i Danmark, men jeg vil da gerne rose slagterierne for endelig at komme på banen med konstruktive forslag. Det har vi ventet længe på.

- Udfordringen går ikke på, at de danske slagterier skal hugge grise fra hinanden, men at der samlet set er flere der kommer til at kunne se en forretning med store gevinstchancer eller lav risiko. Slagtesvineproduktionen skal også være attraktiv for dem der kan regne, hvis der skal komme flere grise frem til slagtning.

- Det store tyske slagteri Tönnies meldte i 2012 ud, at de ville forøge antallet af hangriseslagtninger fra cirka 1,5 millioner til 3,5 millioner hangrise. Om de nåede målet, ved jeg ikke, men jeg kunne ønske mig det samme gå-på-mod fra vores egne virksomheder. Vi er alt for dårlige til at udnytte de muligheder vi har. Hvorfor har vi ikke for længst taget den vaccine, som kunne overflødiggøre kastration, i brug? Så ville vi kunne høste alle fordelene ved hangriseproduktion, hæve dyrevelfærden og producenternes økonomi. Fra slagterierne hører vi kun, om alt det der ikke kan lade sig gøre, men når danske forbrugere med glæde sætter tænderne i sydamerikansk eller australsk hormonbehandlet oksekød er det svært at se, hvorfor de skulle have noget imod ganske almindeligt svinekød fra en orne, der er blevet vaccineret mod ornelugt. Det har intet som helst med hormoner at gøre, fastslog Henrik Mortensen.     

Antallet af slagtninger faldt sidste år 6-7 procent, så det er nu, der skal gøres noget. Der er dog ikke grund til at gå så meget i panik, at slagterierne tror, de selv skal i gang med at producere grise. Overlad det trygt til os. Slagteriernes opgave er, at markedsføre og sælge vores produkter til en pris, der sikrer os en indtjening, vi kan leve af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og særligt for Danish Crowns vedkommende må vi forvente, at noget stort er under opsejling, siden det var nødvendigt at beholde så stor en del af efterbetalingen i egne lommer. Vi kunne helt sikkert godt have brugt de 400 millioner kroner ude på bedrifterne.

- Frasalg af Hatting må også have skæppet godt i kassen. Hvad fik I for det? Det må da være meget rimeligt, at soholderne som har været med til at opbygge værdierne i selskabet kan få at vide, hvad det var værd, selvom de ikke får del  i gevinsten. Pengene ligger nu i slagteriets kasse og kan selvfølgelig investeres til glæde for os, som også producerer slagtesvin. Det er underligt som tingene ændrer sig. Først var det nødvendigt for slagterierne at have hånd om hele værdikæden. Derfor skulle Hatting og SPF ligge ved dem. Nu skal der pludselig kun være fokus på primær drift. Det kræver en god forklaring. Vi må dog trods alt ønske Danish Agro tillykke med handlen, selvom det de har købt er “hælervarer, sagde Henrik Mortensen og blev mødt af kraftige klapsalver fra medlemmerne.