Gødningslagrene er formentlig fyldt godt op hos landmænd, der har handlet ind mod slutningen af året, men med de store mængder gødning følger også ansvaret for, at opbevaringen ikke ender i en ulykke. Det påpeger forsikringsselskabet Topdanmark.

- Gødningsbrande er noget forfærdeligt noget. Udover de materielle skader på både bygning og maskiner, kan gødning ved brand eller høj varme udvikle gasser, som er giftige at indånde. Udsættes man for giftgasserne i længere tid, risikerer man at få kroniske luftvejsgener eller dø af det, fortæller agronom i Topdanmark, Svend-Anker Worm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fire forholdsregler

Der er dog nogle enkle forholdsregler, landmanden kan tage, påpeger Svend-Anker Worm: Undgå at opbevare gødningen i nærheden af halm, fjern landbrugsmaskiner i nærheden af gødningen, opbevar gødningen tørt, og sørg for, at der er fri adgang til gødningen, hvis uheldet er ude og redningsmandskab til kunne komme til det.

Oplys mængder og type

I tilfælde af brand er det vigtigt, at redningsfolkene straks får oplyst, hvor store mængder gødning og hvilken type gødning, der er opmagasineret, så indsatslederen kan tage de nødvendige forholdsregler både i forhold til personsikkerhed og til effektiv redning og slukning.