Forandringer på Valtras fabrik i Finland har forsinket leverancerne til Sverige, og det har ført til irritation blandt mange af mærkets kunder og et faldende salg. Det oplyser atl.nu.

Valtra, der er svenskernes foretrukne mærke, solgte væsentligt færre traktorer i første halvår 2012 end i samme periode sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2011 solgte Valtra 541 traktorer i perioden januar til juli, mens salget i samme periode i år kun nåede op på 355 traktorer.

Styr på leverancerne

Men hos Valtra er man optimist, idet virksomheden har arbejdet ihærdigt med at få styr på leverancerne, og for juli 2012 ser salgstallene bedre ud, idet Valtra solgte lige så mange traktorer som i juli 2011 - nemlig 85 stk.

Stefan Blom, der er produktchef i Lantmännen Maskin, mener, at Valtra vil nå samme salgstal i år som i 2011.

Han forklarer, at Valtras problemer skyldes nye IT-systemer og ændrede rutiner i produktionen.

- Alle virksomheder må før eller senere forny sig. Og det er umuligt at forudse, hvilken virkning det kan få på leveringstiderne, siger han.