En teleskoplæsser er ikke blot en teleskoplæsser, og det skal man være opmærksom på, når man som landmand kaster sig ud i markedet for brugte læssemaskiner. På et landbrug skal teleskoplæsseren kunne læsse alt fra ensilage og til kraftfoder og gødning.

Ud over det skal den også kunne læsse halm i marken, og hvis der er behov for det, skal den kunne trække en stor halmvogn. Teleskoplæssere, der anvendes i byggesektoren, skal som hovedregel stå stille og løfte mandskab og materialer op i højden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har de ofte forholdsvis små motorer og en simpel transmission. De er derfor ikke til meget nytte på et landbrug, hvor der kræves rå kraft og en transmission, som matcher moderne traktorer.

Designet til landbruget

I 1996 introducerede Merlo Turbofarmer-modellerne, der er designet til landbruget, og som kan indregistreres som traktorer. Alle Turbofarmer-modeller kører med firecylindrede Deutz-motorer, og på den brugte P40.7 Top, som er set hos Brdr. Holst Sørensen, yder motoren 140 hestekræfter. Læsseren er fra 2005 og har gået 2.700 timer.

Modelbetegnelsen P40.7 betyder, at maskinen løfter fire ton og har en maksimal løftehøjde på syv meter.

Maskinen har hydrostatisk transmission og to mekaniske gear, som skiftes med en el-kontakt. I første gear kan maskinen køre 0-16 kilometer i timen og i andet gear 0-40 kilometer i timen.

Gearskiftet kan foretages, mens læsseren kører, og sammen med gearskiftet tilpasser elektronikken automatisk det hydrauliske system, så gearskiftet føles blødt og behageligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hydrostatiske transmission kontrolleres med kørepedalen, og kørselsretningen vælges med et håndtag til venstre for rattet.

Med et potentiometer på instrumentpanelet kan føreren indstille maskinens hastighed. Det øger præcisionen, og gør det let for føreren at holde en ensartet hastighed i marken.

I situationer, hvor føreren ønsker omdrejninger på motoren for at øge oliemængden, trædes der på en pedal med venstre fod samtidig med, at der trædes på kørepedalen.

Afskærmet med massivt stål

For at beskytte maskinen og for at øge egenvægten løber der langs siderne og hen over for- og baghjul på Merlo Turbofarmer et kraftigt chassis af rundstål med en diameter på ikke mindre end 70 millimeter.

På maskinens venstre side fungerer afskærmningen som et trin op til kabinen, og på højre side giver det en effektiv beskyttelse af motoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at øge frihøjden under læsseren producerer Merlo selv nogle specielle aksler, hvor drivlinen føres ud for oven i slutdrevene ved hjulene.

Flere varianter

Merlo Turbofarmer leveres med løftehøjder på 7,0 og 9,7 meter. Løftekapaciteten varierer fra 3,4 og til 4,1 ton. De fleste modeller leveres i varianterne Base, Plus og Top. Udstyr - og i visse modeller også motoreffekten afhænger af modelbetegnelsen.

Kontroller bom og bøsninger

Manglende smøring kan være hård ved teleskoplæsserens bom og bøsninger. Det er derfor en god ide at kaste et ekstra blik på disse dele af maskinen, inden der handles brug læsser, anbefaler sønderjysk montør

Bommen på en teleskoplæsser kører ud og ind mange gange i løbet af en arbejdsdag, og da den samtidig er hårdt belastet, kræver det gode bøsninger og en regelmæssig smøring at undgå slidskader.

- Teleskoplæsserne fra Merlo har kunststofslidplader i bommen, og det anbefales, at bommen holdes smurt med specialfedt. Fedtet har en god vedhæftning, og skubbes derfor ikke så let bort, når bommen kører ud og ind, forklarer Jakob Viuf, montør hos Brdr. Holst Sørensen A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Slidpladerne kan justeres efterhånden, som de slides, og det er derfor ikke nogen katastrofe, at der er en smule slør i bommen på en brugt læsser. Det kan som regel justeres væk, og hvis det er helt galt, kan der monteres nye slidplader, tilføjer montøren.

Delt olie

På Merlo Turbofarmer P40.7 Top deler arbejdshydraulikken og transmissionen ikke olie. Det eliminerer risikoen for, at den hydrostatiske transmission udsættes for de urenheder, der kan være i hydraulikolien som følge af manglende renlighed ved skift af redskab på læsseren.

Såvel hydraulikolie som transmissionsolie og olien i akslerne har et skifteinterval på 1.500 timer. Motorolien skal til gengæld skiftes for hver 500 time, og ved den lejlighed skal der også skiftes filtre ved transmissionen og hydraulikken.

- Mange landmænd skifter selv motorolie, og overlader det store serviceeftersyn til os. På et stort kvægbrug passer det nogenlunde med, at vi servicerer maskinen en gang om året, siger Jakob Viuf.

Lovpligtigt eftersyn

På alle læssemaskiner skal der en gang årligt laves et eftersyn, og der skal udarbejdes en journal over eftersynet. Ifølge lovgivningen skal personen, der udfører eftersynet, være sagkyndig og være bekendt med den pågældende maskintype.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ejeren af maskinen, det har ansvaret for, at det er en sagkyndig person, der udfører eftersynet. Udføres eftersynet af leverandøren, er det den pågældende virksomhed, der er ansvarlig for uddannelsen af montøren.

- Sammen med det årlige serviceeftersyn udfører vi som regel det lovpligtige eftersyn. Eftersynet omfatter cirka 40 punkter lige fra kontrol af revner i chassiset til funktionen af sikkerhedsventiler samt kontrol af hydraulikslanger og dæk. Der udarbejdes en journal, og vi sætter en mærkat på læsseren som bevis for, at eftersynet er udført, forklarer Jakob Viuf.

Systematiser vedligeholdelsen

På mange ejendomme er teleskoplæsseren en ?allemandsmaskine?, som kører rigtig mange timer. Den ene time tager den anden, og dage bliver til uger, uden at maskinen bliver smurt og serviceret.

Specielt de mange led ved redskabsfæstet og lejerne i bommen samt bærelejerne ude ved hjulene har behov for regelmæssig smøring. Sker det ikke, opstår der hurtigt slør, og maskine kommer til at føles gammel.

Det er derfor vigtigt, at serviceringen systematiseres, og specielt smøringen af bommen med specialfedt bør lægges i faste rammer, så det ikke blot udsættes til i morgen, hvor der er bedre tid.