MASKINBLADET, WISCONSIN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det meste af sommeren er finsnitteren - en John Deere 7950 - på den store Larson Farm i Wisconsin udstyret med John Deeres Harvest Lab, mens udstyret i vinterhalvåret er pillet ud og anvendes som bordmodel på farmens kontor til løbende analyser af grovfoderet.

Det har ifølge en af familiefarmens indehavere, Jamie Larson, store fordele, selv om han ikke kan sætte præcise tal på værdien af udstyret.

Udstyret kan på kun 30 sekunder analysere en grovfoderprøve for en række parametre, og dermed giver det mening at foretage betydeligt flere og hyppigere analyser, end der normalt praktiseres, når prøverne skal analyseres på alternativ vis eller sendes til et laboratorium, så analyseresultaterne først foreligger efter flere dages forløb.

- Jeg tror, vi får mere mælk, og at Harvest Lab betaler sig, fordi vi opnår en bedre foderkvalitet. Det er et management-redskab, som giver grundlag for bedre beslutninger, siger han.

Optimalt høsttidspunkt

Harvest Lab kan som nævnt anvendes både på finsnitteren og som bordmodel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når udstyret sidder på finsnittere, anvendes det til at optimere høsttidspunktet af afgrøden.

- Hvis analysen viser, at afgrøden er for våd, venter vi med at snitte den pågældende mark. Hvis analysen viser, at afgrøden er for tør, så venter vi til næste morgen med at snitte, fortæller Jamie Larson og tilføjer:

- Før var det en gætteleg, og da var afgrøden normalt altid høstet, når vi fik analyseresultaterne, og vi kunne derfor ikke gøre ret meget, hvis de viste, at høsttidspunktet ikke havde været optimalt, siger han.

Harvest Lab omfatter også en udbyttemåler, og dermed har Jamie Larson løbende et godt overblik over foderproduktionen, som han har ansvaret for på den store familiefarm med 12 ejere, 65v ansatte, 2.500 køer og 2.500 hektar.

Afgrøderne er nogenlunde ligeligt fordelt mellem majs og lucerne, og ifølge Jamie Larson fungerer Harvest Lab uproblematisk med majs, mens analyseresultaterne i lucerne endnu kan være en smule upræcise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Harvest Lab

Harvest Lab måler først og fremmest tørstofindholdet i grovfoderet, men kan også analysere andre parametre, og ifølge John Deere, udbygges listen over parametre løbende. Blandt andet forventes det, at Harvest Lab inden for 12 måneder kan analysere både NDF og proteinindhold.

Harvest Lab fungerer ved at måle lysgennemstrømningen i afgrøden - især det infrarøde lys.

- Det er et simpelt redskab, og det tager kun 30 sekunder at analysere en ensilageprøve, fortæller Jamie Larson, som også fremhæver, at udstyret er selvkalibrerende, og at analyseresultaterne altid er i orden.

Han fremhæver også, at udstyret er meget tidsbesparende, fordi alternative analysemetoder varer det mellem 30 minutter og en time, før man får et resultat, med mindre man skal have en prøve analyseret på et laboratorium for at få et resultat, som han kalder en gylden standard.

Jamie Larson anvender lige nu Harvest Lab et par gange om ugen til at analysere foderet i takt med, at det anvendes i besætningen, men på sigt forventer han at analysere ensilagen dagligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en god måde at dobbelttjekke kvaliteten, siger han.

Indtil videre har han kun en enkelt på hele farmen.