- Det er selvfølgelig ikke nogen behagelig oplevelse at blive afskediget. Men omvendt er det et grundvilkår, man må leve med som direktør, at bestyrelsen og formandskabet har ret til at afskedige en. Og sådan skal det selvfølgelig også være.

Meldingen kommer fra Carl Aage Dahl, der indtil i mandags var administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter tre år som frontperson for den magtfulde erhvervsorganisation blev han til offentlighedens store overraskelse skiftet ud med Venstre-politikeren og forhenværende forsvarsminister Søren Gade.

Carl Aage Dahl vil ikke ind på, om beslutningen kom som en overraskelse for ham. Han konstaterer blot, at det var en ledelsesmæssig beslutning at afskedige ham.

- Der har selvfølgelig været mange udfordringer og dramatiske udviklinger undervejs. Både i forhold til det organisatoriske i Landbrug & Fødevarer, men også på det politiske plan, siger han til altinget.dk.

Dahls fokus var ikke på kommunikation

På det interne plan har det især været kommunikationen med både medlemmerne og omverdenen, som har ført en del kritik med sig.

For hvor Carl Aage Dahl af mange blev opfattet som en både dygtig og indflydelsesrig lobbyist på Slotsholmen, så blev han flere gange kritiseret for at være for dårlig til at kommunikere de konkrete resultater ud til medlemmerne. Den kritik kan han til dels godt følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Helt overordnet mener jeg, at vores strategi har været ganske fornuftig. Men det vil altid være sådan, at man kunne have gjort ting anderledes, og i perioden efter fusionen fik vi ikke håndteret kommunikationen til medlemmerne på en ordentlig måde. Det skulle vi have gjort anderledes. Der havde vi ikke tænkt os godt nok om, siger Carl Aage Dahl og pointerer, at hans fokus lå et andet sted.

- Mit fokus har nok været meget rettet på at flytte nogle ting, der hvor beslutningerne blev truffet. Det har måske en gang i mellem bragt os i en situation, hvor medlemmerne ikke har været helt klar over, hvad det var, vi reelt gik og boksede med, siger han og understreger, at han fulgte den fastlagte linje fra bestyrelsens side.