Når den verdensomspændende landbrugsmaskinproducent Agco ser på fremtiden for landbruget globalt, er tonerne ualmindeligt optimistiske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Topchef Martin Richenhagen fremhæver, at økonomier i lande som Kina, Indien og Brasilien og mange andre dele af verden er i kraftig vækst, og at efterspørgslen efter landbrugsprodukter er stærkt stigende.

- Min prognose er ganske entydig. De næste 100 år vil efterspørgslen efter landbrugsprodukter overstige udbuddet, og priserne vil gå op. Landmænd vil tjene ordentligt med penge og kunne investere, siger Martin Richenhagen.

Hans forudsigelse faldt på Agritechnica i forbindelse med en paneldebat, hvor også Krone-koncernens topchef, Bernhard Krone, deltog. Og også fra ham løde der optimistiske toner.

Arrangementet foregik på scenen i hal 7 hos Maskinbladets tyske samarbejdspartner, Deutscher Landwirtschaftsverlag, dlv.

Meget tyder på, at Martin Richenhagens prognose allerede er ved at gå i opfyldelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor fremgang og rekordresultat

Agco har således for kort tid siden fremlagt et kvartalsregnskab, som viser en omsætningsfremgang på 26, 7 procent i forhold til tredje kvartal 2010. Og billedet er stort set det samme for de tre første kvartaler af 2011, og for hele 2011 venter koncernen en rekordomsætning på ni milliarder dollar.

Og de positive takter forventes at fortsætte ind i 2012.

Udviklingen i Agco er helt på linje med den generelle udvikling i landbrugsmaskinbranchen i eksempelvis Tyskland.

Ved et andet arragement på Agritechnica, fremlagde den tyske organisation VDMA, der er en foreningen for tyske maskinproducenter tal, som viser et boom i landbrugsmaskinbranchen.

Organisationens tal viser, at den tyske landbrugsmaskin- og traktorbranche sprudler af optimisme og konstaterer, at Agritechnica 2011 foregik samtidig med, at branchen befinder sig i et ekstremt stærkt økonomisk opsving.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er virkelig ekstraordinært, sådan som landbrugsmaskinbranchen er vokset i år, siger direktøren for VDMA, dr. Bernd Scherer.

- Derfor har vi også allerede været nødt til at opskrive vores i forvejen ret ambitiøse vækstforudsigelser fra september med otte procent, tilføjer han.

Vækst på 28 procent

Det betyder, at han forventer en vækst i branchen i år på hele 28 procent, og dermed nærmer omsætningen sig niveauet fra 2008.

Det vil sige, at han forventer et salg af tysk-producerede landbrugsmaskiner for i alt syv milliarder euro i 2011.

- Det er sensationelt og meget inspirerende, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og ifølge Bernd Scherer viser prognoserne en yderligere vækst i 2012, hvor forventningen er en omsætning af tyskproducerede landbrugsmaskiner på i alt 7,4 milliarder euro, som dermed bringer omsætningen tilbage på alle tiders rekordniveau fra 2008 - altså før finanskrisen satte ind.

Han fremhæver også, at branchen arbejder med en kapacitetsudnyttelse på cirka 85 procent, hvilket i realiteten er det samme som fuld kapacitet.

Bernd Scherer underbygger de positive tendenser med en række analyser, som alle giver et entydigt billede af den tyske fremgang og også viser en generel tendens til fremgang i Europa.

Vækst i hele verden

Både traktorindregistreringer og salg af mejetærskere viser i Vesteuropa stor fremgang fra 2010 til 2011. Fremgangen er dog kommet på baggrund af et historisk lavpunkt i 2010.

Ser man på antallet af indregistreringer af traktorer i hele Vesteuropa, er der med et niveau i 2011 på 158.000 traktorer mod 141.000 i 2009 dog stadig et stykke vej til rekordniveauet fra 2008, da der i alt blev indregistreret 180.000 traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og salget af mejetærskere er steget med 22 procent i Vesteuropa fra 2010 til 2011 til i alt 6.850 enheder. Her er der stadig et stykke vej op til 2009-niveauet på 8.000 enheder.

Men tallene fra VDMA bekræfter samtidig, at salget buldrer derudaf i verden som helhed. I alt er der i hele verden solgt 36.000 mejetærskere i 2011, hvilket er en fremgang på 18 procent i forhold til salget i 2010. Og her ligger salget nu historisk højt, idet antallet også ligger betydeligt over niveauet i 2009.