Maskinbladet, Agritechnica.

Agritechnica bugner af nyheder, og virksomhederne kappes om at være stor, større og størst. Det kapløb har Fendt tidligere deltaget i, men i år havde den tyske koncern valgt at fokusere på at løse nogle af hverdagens små problemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange kender irritationen med, at der byttes om hydraulikslangerne, når der skiftes redskab. Det problem har Fendt en smart og billig løsning på, som koncernen kalder Plug and Work.

- Slangerne på redskabet monteres i en kulisse, så de altid kommer til at sidde i det samme udtag i traktoren. Systemet er low tech, og man skal stadig selv presse ventilerne ind i koblingerne og trække dem ud igen, når de skal afmonteres, forklarer produktchef Peter Midtiby, Agco Danmark, og fortsætter:

- Fremtidsplanen er at montere en chip på kulissen, som fortæller traktoren, hvilket redskab der kobles efter traktoren. Derved indstilles alle parametre så som hydraulikydelse og timer sig automatisk til det pågældende redskab.

Undgår bøjede pto-aksler

En anden mindre nyhed fra Fendt er muligheden for at parkere traktorens liftarme i en speciel høj transportstilling.

Derved kommer liftarmene så langt op, at de ikke kolliderer og beskadiger en eventuel kraftoverføringsaksel, når der drejes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som standard kan løftestængerne på Fendt-traktorer gøres teleskopiske. Det sker ved blot at flytte en nagle nederst i løftestængerne, og det er den facilitet, Fendt nu udnytter til det høje løft. Med en clips låses liftarmene øverst i kulissen, og derved øges transporthøjden på armene betragteligt.

Frontlæsser styres fra terminalen

Fendt Cargo Profi er et nyt system, hvor frontlæsseren forsynes med sensorer, og hvor eksempelvis maksimal løftehøjde indstilles i traktorens terminal.

Udstyret omfatter desuden et vejesystem, hvor den aktuelle vægt vises i terminalen, og hvor terminalen også kan opsummere vægte, så føreren løbende har overblik over, hvor meget der eksempelvis læsses på en vogn.

Derudover indeholder Cargo Profi også muligheden for automatisk at lade frontlæsseren returnere til en given højde over jorden. Faciliteten er specielt velegnet, når frontlæsseren anvendes til at læsse pallevarer. Endelig er der også indbygget en rystefunktion, hvor redskaber automatisk rystes, for at sikre en fuldstændig tømning af redskabet. Systemet er klar til levering ultimo 2012.

Dynamisk regulering af frontliften

Skårlæggere og sneplove, som monteres i traktorens frontlift, skal være i stand til at følge terrænets ujævnheder. Samtidig må der ikke lægges så meget tryk på redskaberne, at de ikke kan undvige forhindringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med de hastigheder, der køres med, når der skårlægges, regulerer kendte systemer for langsomt til at holde en ensartet stubhøjde. Derfor har Fendt udviklet et nyt system, hvor der konstant cirkulerer olie ud til frontliften, og hvor højdejusteringen sker ved at kontrollere den olie der skal ud af løftecylindrene. Det giver en meget hurtigere reaktion og dermed en mere ensartet stubhøjde, end når liftens højde styres på tryksiden, siger Peter Midtiby.

De nye funktioner indstilles og kontrolleres fra traktorens terminal.