Kuhn disker op med en opdateret udgave af Moduliner rotorharve og såkombination på Agritechnica. Kombinationen har en arbejdsbredde på seks meter og er som noget nyt forsynet med pakkerhjul foran rotorharven.

- Såsættet har fået et nyt træk med et centreret drejepunktet, som betyder at det er unødvendigt at frakoble traktorens kraftudtag, når der vendes med sættet, forklarer serviceteknikker Henrik Kobæk, MI, der er den danske importør af Kuhn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover er der ændret en hel del på maskinens hydraulik, og rotorharven har også fået en ny afkølet centralgearkasse, der må belastes med op til 350 hestekræfter.

Kuhn Moduliner indstilles og kontrolleres fra den nye CC-Isobus 100 terminal, som Kuhn har udviklet sammen med fem andre maskinfabrikanter. Touch skærmen, der er på 8,4 tommer og i farver, kan anvendes til en lang række redskaber - ikke blot fra Kuhn men på tværs af alle seks fabrikater.

I standard-versionen rummer tanken på Moduliner 2.800 liter, og med overbygning forøges rumfanget til 3.500 liter.

Ny påbygningssåmaskine

Kuhn Sitera er navnet på en ny påbygnings-såmaskine, der kan leveres i bredderne 3,0, 3,5 og 4,0 meter. Lige som Moduliner er maskinen monteret med Seedflex såskær, som består af dobbelte skiveskær, der er monteret i et parallelogram.

Sådybden indstilles centralt og en variabel gearkasse gør det let at indstille udsædsmængden, der kan varieres fra 1,5-450 kg pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kuhn Sitera har som standard hydraulisk løft af såskærene og halvside afluk. I standardversionen rummer maskinen med en arbejdsbredde på fire meter 1.080 liter såsæd, og med overbygningen øges rumfanget til 1.400 liter, siger Henrik Kobæk.