Lyt til artiklen:

Kuhn sætter hårdt mod hårdt

00:00
Hastighed: ???x
03:03

De nye sliddele fra Kuhn kommer til at omfatte en lang række maskiner. Delene er opdelt i to grupper, og under gruppen Durakuhn findes der blandt andet specielhærdede knive til både skårlæggere og fuldfoderblandere, samt hårdmetalsbelægninger på de afskrabere, der holder valser på harver og såmaskiner frie for jord.

Under benævnelsen Durakarb lancerer Kuhn sliddele til blandt andet plove, harver og rotorharver. Til plove kommer Kuhn med et komplet program af Durakarb sliddele. Muldplader og muldplader på forplove er de eneste sliddele, der ikke kan leveres i Durakarb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op til fem gange levetiden

I en pressemeddelelse op til Agritechnica skriver Kuhn, at Durakarb spidser til en Kuhn-plov har fem gange så lang holdbarhed som de traditionelle vendbare Olympic-spidser. I forhold til de nuværende Super-Marathon spidser med karbidbelægning, lover Kuhn, at levetiden på Durakarb er cirka dobbelt så lang.

rich-media-2
Der kommer Kuhn Durakarb plovskær og landsider, og til montering på landsiderne kommer der også stabiliseringsplader med karbidbelægning. Foto: Helge Plougmann Nielsen

- De nye spidser har vi testet på en vendeplov her i landet. Der blev monteret Super-Marathon på den ene side af ploven og Durakarb på den anden side. Super-Marathon spidserne måtte kapitulere efter cirka 300 hektar, og på daværende tidspunkt vurderede forsøgsværten, at der i hvert fald var et par hundrede hektar tilbage i Durakarb-spidserne, siger Christian Korsholm, MI, der er dansk importør af Kuhn.

Holder indstillingen

På Durakarb plovskær og skær til forplove ligger der en kant af karbid. På forplovsskærene ligger der også hårdmetal-længer oppe på skærene. Kuhn skriver, at de nye hårdmetalbelagte forplovsskær har en levetid, der er fem gange traditionelle skær.

- Den længere levetid på sliddelene betyder en markant reduktion i tidsforbruget til vedligehold af ploven. Samtidig med slipper landmanden for at skulle justere forplove, efterhånden som skærene slides. Med Durakarb holder forplovsskæret den samme vinkel og den samme afstand til plovskæret, lige fra det monteres, og til det er slidt op. Det betyder, at forplovene i hele skærets levetid arbejder optimalt og giver en god nedpløjning af ukrudt og planterester, siger Christian Korsholm.

Landsider med lang levetid

Når skæret holder sin form og arbejder i samme dybde i flere hundrede hektar, er det vigtig for plovens stabilitet, at også landsiderne holds intakte. Derfor findes der i Durakarb også landsider, hvor der er isat slidstykker af karbid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange landmænd er efterhånden blevet glade for at køre med stabiliseringsplader monteret på landsiderne. Pladerne blev ikke vist på Agritechnica, men ifølge Kuhn kommer de også i en Durakarb-version.

De nye sliddele med lang levetid introduceres i løbet af foråret 2024.