Sparekassen Sjælland har overtaget den krakkede, Næstved-baserede Max Bank.

Overtagelsen skete efter den såkaldte Bankpakke IV, der giver Finansiel Stabilitet mulighed for at sælge hele eller dele af banken hurtigt videre med en medgift, der dels skal komme fra staten og dels fra Indskydergarantifonden. Det oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle privatkunder og erhvervsengagementer under fem millioner kroner bliver nu kunder i Sparekassen Sjælland. Det drejer sig om godt 30.000 kunder, udtaler erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF).

- De resterende knap 150 erhvervskunder bliver overført til Finansiel Stabilitet A/S, hvor der arbejdes for en redelig afvikling, herunder at levedygtige engagementer kan videreføres. Kunderne er sikret, at de kan få udført de praktiske daglige bankforretninger som hidtil, siger Ole Sohn.

Bæredygtig bankpakke

Han beklager Max Banks "kedelige situation", men glæder sig samtidig over, at Bankpakke IV, som et bred politisk flertal i Folketinget står bag, har vist sin bæredygtighed.

- Løsningen indebærer, at ingen indskydere eller andre private simple kreditorer i Max Bank kommer til at lide tab. Statens tab på den indskudte kapital i Max Bank samt den ydede individuelle statsgaranti vil blive dækket af indtægter under bankpakkerne, hvor der fortsat er overskud, siger Ole Sohn.

- Jeg vil gerne understrege, at Max Banks situation ikke ændrer ved, at den danske pengeinstitutsektor generelt er sund og levedygtig, afslutter han.