- Uanset hvem der havde vundet valget, så er det en barsk virkelighed at vågne op til for en regering. Som jeg ser det, er der fem hovedudfordringer for den nye regering:

- Punkt 1 er den demografiske udfordring. Det er uomtvisteligt sikkert, at vi bliver færre til at forsørge flere. Om ti år vil der være 22 procent flere mennesker over 65 år. Det vil kræve nogle massive reformer - både på arbejdsmarkedet og socialt - at løse den udfordring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Punkt 2 er omkostningsniveauet i Danmark, der er løbet løbsk. Vi har det højeste skattetryk, de højeste lønninger, og vi er det land, der bruger flest penge på skole og sundhed. Det går ud over vores konkurrenceevne. Vi kan ikke bruge flere penge nu.

- Punkt 3 er vores produktivitetsudvikling. Vi ligger til dumpekarakter i forhold til de andre OECD-lande. Vi bliver kun undergået af Italien. Det er nødvendigt at indse, at vi bliver nødt til at bruge flere timer på arbejde - først omgang i forbindelse med efterlønsreformen og senere i kombination med de 12 minutter ekstra om dagen.

- Punkt 4 handler om, at beskæftigelsen i det private erhvervsliv skrumper i forhold til det offentlige. Der bliver en mindre platform at bygge velfærden på. Jeg synes, det ville være klogt og smukt, hvis den nye regering vil understøtte de eksporterhverv, som trækker hovedparten - nemlig logistik og transport, sundhed, energi og fødevarer.

- Punkt 5 er de udenlandske investeringer, som i stigende grad går uden om Danmark. Det bliver en udfordring at gøre det attraktivt at investere i Danmark igen.

- Jeg har tillid til, at de ansvarlige politikere, som sætter sig for at lede vores land, kan analysere problemstillingerne og finde løsninger. Vi har brug for lige konkurrencevilkår, og det har vi også haft, men man kan godt argumentere for, at afgifter som for eksempel fedtafgiften og miljøafgiften vil blive problematiske. Her bør en ny regering ikke lægge yderligere sten på vejen, hvis landbruget fortsat skal indbringe 20 procent af alle eksportindtægter.