Socialdemokraterne og SF's planer for afregningsprisen for biogas stikker i hver sin retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi hæver ikke afregningsprisen på biogas.

Sådan lyder det fra Pia Olsen Dyhr (SF), som dog fastholder, at hun gerne vil fremme biogasproduktionen i Danmark.

- Jeg ved godt, at der mange landmænd, der håber på en prisstigning, men biogasanlæggene skal kunne køre rundt, uden at vi hæver afregningspriserne.

Helt andre toner lyder der imidlertid fra Socialdemokraternes Bjarne Laustsen.

- Vi bliver nødt til at kigge på afregningsprisen. Ellers kan det ikke svare sig at investere i biogasanlæggene, siger Bjarne Laustsen, der dog ikke vil love noget konkret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Enighed om lånegaranti

Trods uenighed om afregningspriserne holder både Bjarne Laustsen og Pia Olsen Dyhr fast i, at landbruget skal spille en større rolle som energileverandør i fremtiden.

De vil kigge på lånemulighederne til etablering af biogasanlæg.

- Nu har vi en kommunal lånegaranti, men det holder ikke i forhold til bankerne, så vi skal have en statsgaranti for at man kan få lov til at låne penge til at etablere nye biogasanlæg, siger Pia Olsen Dyhr.

Bjarne Laustsen er enig i, at der skal en garantiperiode til, som skal gøre det mindre risikabelt at investere i et biogasanlæg.

- Her i Vendsyssel, hvor jeg kommer fra, siger vi to ting: "Ka 'et svare sig?" og "Hwem ska' betåle?". I afskrivningsperioden er der brug for en garanti for, indtjeningsgrundlaget ikke bliver revet ud under én, siger Bjarne Laustsen, der mener, at vi kan lære noget af Tyskland, som er nået betydeligt længere end Danmark på biogas-området.