På Sydfyn har hver måned sit nye oplæg til Nationalpark. Juni måneds forslag fra styregruppen minder ifølge formanden for Nationalpark-skeptikerne, Bent Juul Sørensen mest om en trebenet hest.

Og han rejser skarp kritik af den demokratiske proces omkring forslaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Processen omkring en sydfynsk Nationalpark og arbejdet i styregruppen er helt uacceptabelt. Arbejdet i styregruppen har vist sig at være en demokratisk ødegård, der ikke er dansk folkestyre værdigt: Arbejdsgrupperne blev ikke hørt. Borgernes 1.150 høringssvar blev ikke hørt, og 3.488 lodsejeres nej tak til en nationalpark på Sydfyn blev tilsidesat.

- Modstanden mod en nationalpark er massiv og i stedet for at lytte, reducerer styregruppen nu bare arealet og lancerer endnu engang en ny plan - denne gang med et mindre areal. Men det dur ikke, fastslår Bent Juul Sørensen og fortsætter.

- Lovens krav om folkeligt engagement er simpelthen ikke blevet hørt. Senest oplever vi, at et mindretal i styregruppen måtte kæmpe for at få deres udtalelser offentliggjort i det materiale, kommunalpolitikerne i de fem involverede kommuner, skal bruge som beslutningsgrundlag. Det er beskæmmende, mener Bent Juul Sørensen.

Han sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvordan kommunalpolitikerne overhovedet skal kunne forholde sig til et helt andet Nationalpark-forslag end det, borgerne har haft i høring.

I månedens udkast ser man, hvordan 120 lodsejere på Tåsinge med 5.000 hektar samt flere områder i ø-havet, der har sagt fra, nu alligevel bliver inddraget i den nye plan med et pennestrøg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Folk på Sydfyn ønsker ikke denne nationalpark, og lovens krav om lokal opbakning er groft tilsidesat. Nationalpark Sydfyn er elitens park på elitens præmisser, med elitens egen bestyrelse, der har den rette tro. Her bliver lokal indflydelse, identitet og kulturhistorie smidt ud med badevandet, og den lavere rangerende lokalbefolkning bliver nødt til at forlade reservatet for at forsørge sig selv, hvis man ikke vil omskole sig til at være omdeler af turistbrochurer eller være iskagemand.

- Hvis man i en region i Afrika fratog lokalbefolkningen indflydelse og erhvervsmuligheder, ville det være en sag for Folkeretten i Haag, konstaterer formanden for nationalparkskeptikerne.