Direktør og landmand Lars Vedsmand skal også de næste fire år være formand for Nationalpark Skjoldungernes Land, der blev oprettet i 2015 som Danmarks fjerde nationalpark, skriver Miljø- og fødevareministeriet. Lars Vedsmand har været formand siden nationalparkens oprettelse.

- Jeg er glad for, at Lars Vedsmand kan fortsætte det gode arbejde med at videreudvikle Sjællands første nationalpark. Jeg er sikker på Lars Vedsmands store engagement og arbejde vil være til gavn og glæde for nationalparken, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der senere på foråret vil udpege resten af bestyrelsen for nationalparken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nationalparken er opkaldt efter sagnkongeslægten Skjoldunger og omfatter blandt andet Roskilde Fjord med strandenge, kystskrænter, øer, holme og et enestående fugleliv og de store midtsjællandske løvskove med vandrestier og lejrpladser.

Genudpegning af en formand for en nationalpark kan ske én gang. De øvrige bestyrelsesmedlemmer skal være udpeget senest 29. april 2019.

Danmark har i dag i alt fem nationalparker.