Skatteminister Troels Lund Poulsen præsenterede onsdag sit lovforslag om at afgiftsbelægge mættet fedt i fødevarer. Fedtafgiften skal indbringe staten et varigt skatteprovenue på 1,4 milliarder kroner.

Men Landbrug & Fødevarer forudser store administrative problemer for alle i fødevarebranchen og stor forvirring hos forbrugerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det nye forslag indeholder forbedringer i forhold til for eksempel opkrævningen på kød, hvor den gennemsnitlige fedtprocent er sænket til et retvisende niveau. Det skal ministeren selvfølgelig have kredit for. Grundlæggende mener vi dog stadig, at afgiften skader de danske fødevarevirksomheder og dermed i den sidste ende forbrugerne, siger erhvervspolitisk direktør, Lone Saaby, Landbrug & Fødevarer. 

Dermed peger Lone Saaby på, at afgiften vil betyde øget administration og større omkostninger. For slagterierne er der i det nye forslag lagt op til, at de selv kan vælge, om de vil anvende nye gennemsnitssatser eller om de vil afregne pr. udskæring.

- Vi er spændte på, hvordan afgiften og opkrævningen reelt kan håndteres. Der er ingen tvivl om, at det bliver en tung opgave for slagterierne, siger Lone Saaby.