Regeringens ønske om at hæve afgiften på sukker, chokolade og cigaretter kommer til at ramme de danske fødevareproducenter og forbrugere hårdt på pengepungen. Det mener Landbrug & Fødevarer, der netop har sendt et høringssvar afsted til skatteminister Thor Möger Pedersen (SF). Det skriver altinget.dk.

Ifølge erhvervsorganisationens beregninger på regeringens lovforslag er det især sukkerafgiften, der vil kunne mærkes hos de danske fødevareproducenter. Det er et problem, mener direktør Claus Søgaard-Richter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den korte bane vil det ramme de i forvejen trængte producenter, som ifølge Landbrug & Fødevarer får svært ved at tilpasse priserne til det nye niveau. Afgiften træder nemlig i kraft den 1. januar 2013, og ifølge erhvervsorganisationens høringssvar er implementeringsfasen alt for kort.

Men på længere sigt vil regningen blive sendt videre til forbrugerne.

Men det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om det, fastholder Thor Möger Pedersen. I et skriftligt svar til altinget.dk skriver han, at afgiften først træder i kraft i 2013, og at han derfor ikke kan sige noget om, hvordan den vil blive udformet. Af samme grund vil han ikke udtale sig om, hvorvidt afgiften kommer til at blive konkurrenceforvridende.