Fødevareminister Henrik Høegh afviser, at Danmark kan indføre et midlertidigt importforbud, indtil sagen om fundet af tysk dyrefoder med giftstoffet dioxin hos en dansk importør er kulegravet. Det skriver DR Indland.
- Vi skal kunne påvise en risiko. før vi kan indføre et forbud, for det skulle i givet fald være mod næsten alle animalske produkter, kan man sige, så det ville være meget voldsomt, siger Henrik Høegh til DR.
Det er socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, der mener, at et forbud kan komme på tale. Han har samtidig bedt om en hurtig orientering fra ministeren om sagen.
- Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet arbejder på højtryk i øjeblikket for at skaffe sig et fuldstændigt overblik over sagen, siger fødevareminister Henrik Høegh og lover, at når overblikket er klart, så bliver Folketingets fødevareudvalg orienteret.
Henrik Høegh regner med, at det første overblik kan være klart i morgen, tirsdag.
Det er Fødevarestyrelsen, der har konstateret, at et parti dioxinforurenet tysk foder er havnet hos et dansk firma. Men Fødevarestyrelsen oplyser, at foreløbig er der ingen risiko for, at forbrugere har spist fødevarer fra dyr, der har fået foderet.