For anden gang i 2010 skal Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) ved Aarhus Universitet afskedige forskningsmedarbejdere for at imødegå et underskud på budgettet. Det skriver fakultetet på dets hjemmeside.

I de kommende uger forventer fakultetet at skulle nedlægge cirka 50 stillinger, heraf 20 ved naturlig afgang og 30 ved egentlige afskedigelser. I begyndelsen af året nedlagde fakultetet 65 stillinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DJF's dekan Just Jensen kalder nedskæringer skadelige for den forskning, som har fokus på det primære jordbrug:

- Jordbrugsforskerne har i de senere år oplevet stadigt ringere muligheder for at skaffe midler til forskning, som handler om jordbrug og primærproduktion af fødevarer.

- Det er en uheldig udvikling i en situation, hvor Danmark og resten af verden snart vil stå over for gigantiske udfordringer med at skaffe tilstrækkelige fødevarer. 

Problemer for landbruget

Samfundets udfordring er derfor at sikre produktionen af flere fødevarer via produktionsmetoder, som tager flere hensyn til miljø og natur. Intensiveringen af produktionen og den stigende efterspørgsel på fødevarer vil nemlig kunne give store problemer for miljøet og de resterende naturarealer.

- Der er derfor et stort behov for jordbrugsforskning, som kan sætte os i stand til at møde udfordringer både i Danmark og især på globalt plan. Tæppet er imidlertid ved at blive trukket væk under denne forskning, siger Just Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De faldende ressourcer til jordbrugsforskningen vil også give problemer for jordbrugserhvervet i Danmark. En fortsat konkurrenceevne for den danske jordbrugs- og fødevaresektor er afhængig af en fortsat forskning på området.