I juliudgaven af Bovilogisk giver kvægkonsulent Jytte Kurtzmann Olesen fra Syddansk Kvæg sine bud på, hvordan kornhelsæd kan bruges i foderplanen.  

I år er det vigtigt at tage en grundig vurdering af grovfoderforsyningen midt i juli. Om nødvendigt skal der suppleres med kornhelsæd. Svingende græsudbytter, ompløjede græsmarker og sent udviklede majs kan give fodermangel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I skrivende stund mangler vi 150 majsvarmeenheder i forhold til sidste år, hvilket svarer til 1,5 uge. Dette kan sagtens indhentes med varmt vejr.

Som tommelfingerregel kan man regne med, at for hver gang, der mangler 100 majsvarmeenheder i begyndelsen af oktober, falder udbyttet med 700 foderenheder pr. ha. Samtidig kan kvaliteten være forringet.

Helsæd af korn perfekt til kvier

Kornhelsæd er godt foder til kvier og goldkøer og som struktur til de malkende køer. Byg og hvede ensileres, når kernen er dejagtig (vækststadium 83-85). På det tidspunkt er øverste tredjedel af strået grønligt. Dette stadium indtræder normalt fire til fem uger efter begyndende skridning i vårbyg og fem til seks uger i vinterhvede.

Til det, jeg vil bruge helsæden til, er 1,2-1,3 kg tørstof pr. foderenhed målet. Kornhelsæd høstes direkte på roden med en finsnittet påmonteret et helsædsbord.

Kvier

Majensilage til kvier er ikke et optimalt foder, fordi det er energirigt og proteinfattigt. Kvier bør have en begrænset mængde majsensilage og store mængder græsensilage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvier fodret på majsensilage bliver ofte små og fede og giver for lidt mælk, når de kælver. Grunden er, at de har fået for meget energi og for lidt protein. Skal kvierne fodres med majensilage, skal der bruges store mængder halm og store mængder protein.

Ved mangel på græsensilage kan kvier med fordel fodres med en tredjedel græsensilage og to tredjedele kornhelsæd suppleret med protein, vitaminer og mineraler.

Ved brug af kornhelsæd i stedet for majsensilage kan der spares på halmen, som ofte er svær og dyr at skaffe og bøvlet at anvende.

Goldkøer

Alt for mange danske goldkøer fodres ikke optimalt. Enten får de for meget energi og starter dårligt på ny laktation, eller også taber de sig i goldperioden, og der opstår problemer ved kælvning og efterfølgende laktation.

Også her kan kornhelsæd være en god ide. Jeg vil erstatte det meste af halmen og al majsen med kornhelsæd. Det er ofte svært at få goldkøer til at æde halm nok - 2,5 kg til 3,5 kg pr. ko pr. døgn. Halmen er ofte for lang - over seks centimeter - og rationen bliver derfor ofte for tør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Malkekøer

Når jeg kommer rundt, oplever jeg meget tit, at køerne sorterer i den fuldfoderration, de får. Når jeg analyserer på, hvad de sorterer fra, så er det ofte halm. Dette resulterer i meget stor variation i gødningen, sur vom, ketose, lav fedtprocent i mælken, dårlige ben og klove og nedsat ydelse.

En del af halmen - måske det hele - kan man med fordel erstatte med kornhelsæd. Kornhelsæd vil køerne gerne æde, og på grund af snitlængden er den ikke så nem at sortere fra sammenlignet med halm.

Køerne vil optage den mængde struktur, vi ønsker, og de vil ikke sortere så meget i rationen. Dette giver mindre variation i det foder, de enkelte køer æder, og dyrene vil alt andet lige være sundere.

Hvis man kan komme hurtig nok frem i siloen (mange køer plus goldkøer og kvier), vil jeg ensilere kornhelsæden for sig selv. Hvis den kommer over 35 procent tørstof, vil jeg tilsætte heterofermentative mælkesyrebakterier plus benzoatsyre.

Hvis man ikke kan komme hurtig nok frem i siloen, eller man kun ønsker kornhelsæd som struktur til de malkende køer, så vil jeg lægge helsæden i bunden af majsen. Jeg ønsker et forhold på 15 procent kornhelsæd og 85 procent majsensilage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om foder og fodringsteknik i Bovilogisk der udkommer den 16. juli. Abonnement kan bestilles på 7620 7900 eller på www.bovilogisk.dk.