I næste udgave af Bovilogisk, der udkommer den 15. juli, skriver Ole Thorsager, jordbrugsteknolog om nogle af de faktorer, som er vigtige at have styr på for at få succes med TMR-fodring.

- Fodring med en TMR (Total Mixed Ration) vil ideelt set resultere i, at mikroorganismerne i vommen møder den samme blanding af fodermidler og næringsstoffer igennem hele døgnet. Og dette vil give en ensartethed, der øger omsætningen af foderet. Det kan give en højere tørstofoptagelse, højere mælkeydelse, øget sundhed og bedre reproduktion, beretter Ole Thorsager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Ole Thorsager viser undersøgelser fra USA, at der er en stor forskel i tørstofindholdet i den samme ensilagestak.

- Tørstofprocenten i den samme stak kan for eksempel variere fra tre til 10 procent, og det gælder både i lucerneensilage og majsensilage. Faktorer som regn og sne kan desuden give et fald i tørstofprocenten på fem til 15 procent, især hvis der ligger meget løs ensilage i siloen, skriver Ole Thorsager.

I 25 procent af tilfældene fra undersøgelsen i USA var tørstofprocenten i den udfodrede TMR signifikant anderledes end i den planlagte TMR.

Udtag prøver tre-fire gange ugentligt

Da alt foderet læsses efter vægt i fuldfoderblanderen, vil enhver ændring i grovfoderets tørstofprocent påvirke koens samlede tørstofoptagelse og mælkeydelsen. For at holde en jævn tørstofoptagelse og mælkeproduktion bør man derfor udtage prøver af grovfoderet til tørstofbestemmelse tre til fire gange ugentligt. En nem og billig måde selv at bestemme tørstofprocenten på er ifølge Ole Thorsager ved hjælp af en mikroovn eller en Koster-tester.

Udover tørstofprocent er snitlængden også af stor betydning, idet den påvirker koens vommiljø samt komprimeringen og stabiliteten i siloen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et andet fokusområde i forbindelse med TMR er ifølge Ole Thorsager læsning, blanding og udfodring af foderet. I princippet findes fire forskellige blandinger:

* Foderrationen, der er optimeret på computeren

* Foderrationen, der bliver fyldt i blandevognen

* Foderrationen, der kommer ud af blandevognen

* Foderrationen, som koen rent faktisk optager

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En ensartet og konstant partikelfordeling i en TMR er vigtig for at sikre et sundt vommiljø hos koen, da afvigelser vil kunne medføre fodringsbetingede sygdomme såsom lav fedtprocent, SARA, laminitis, løbedrejning med videre, understreger Ole Thorsager og fortsætter:

- For at man kan ændre på situationer, hvor produktionen ikke lever op til det forventede, er det nødvendigt, at man har styr på, hvad der sker fodringsmæssigt i besætningen. Den bedste måde at gøre det på er at måle tørstofprocenten i grovfoderet jævnligt, registrere alt foder, som kommer i fuldfoderblanderen, kontrollere partikellængden af frisk foder/foderrester jævnligt og foretage ugentlige foderkontroller som opfølgning på produktionen.

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 15. juli. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.