Fra 1990 og frem er danske landmænds brug af kvælstofholdig handelsgødning mere end halveret. Det skriver magasinet FoodCulture.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om forbruget af handelsgødning er faldet betyder det ikke, at der bare køres mere gylle ud på markerne. Den samlede kvælstoftilførsel er faldet væsentligt.

Projektchef i DMU, Torben Moth Iversen, mener, at lovgivningen har tvunget landmændene til at blive bedre til at udnytte kunstgødningen optimalt.

- Af vandmiljøplan II fremgik det, at man skulle bruge ti procent mindre kunstgødning, end hvad der var økonomisk optimalt. Det er nok den vigtigste regel, for det har fået landmændene til at gøre en indsats for at bringe kvælstofforbruget ned, siger han til FoodCulture.

Dårlig kvalitet

Hos Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, mener man ikke, at det kun er lovgivningen, der har ført til lavere kvælstofforbrug.

- Faktisk startede erhvervet selv en aktionsplan for bedre udnyttelse af husdyrgødning, før lovgivningen kom til. Men de 'nemme ton' er fundet, og kvaliteten af dansk hvede er efterhånden så ringe, at det er nødvendigt at importere meget af det korn, der skal bruges til i brødproduktionen, fra andre lande i EU, hvor de ikke har fået sat begrænsninger på brugen af kvælstof - til trods for at regelsættet er baseret på de samme direktiver, siger direktør for planteproduktion, Carl Åge Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener, at en seriøs dansk planteproduktion vil være næsten umulig, hvis planerne i de nye vand- og naturplaner føres ud i livet.